Er stille elev blevet en ny psykiatrisk diagnose?

Vi lever i en performancekultur, og det er vigtigt, at man er aktivt deltagende i undervisningen, hvis man gerne vil have fat i de gode årskarakterer. Det presser eleverne i folkeskolens ældste klasser og i gymnasiet. Nærværende bog er skrevet af fire gymnasielærere, der har erfaringer med at afholde kurser for stille elever, så de trænes i at blive bedre til at komme frem med deres viden, så de virker engagerede og aktive i undervisningen.

Det ser meget professionelt ud alt sammen, og bogen er nem at orientere sig i, og det er bare at gå i gang med programmet. Det er værktøjer, der er hentet fra den kognitive adfærdspsykologi, og på den måde er der ikke rigtig noget nyt under solen. Det er velkendte og anerkendte metoder på et problem, der blot er blevet endnu større i de senere år.

Tidligere var det nemlig ikke noget problem, at der sad stille elever i klasserne. Så hvad er så problemet? Først og fremmest at det bliver gjort til at problem. De elever, som denne bog omhandler, er elever, der er perfektionister, og som gerne vil score de allerhøjeste karakterer, og jeg husker da også selv fra egen gymnasietid, at de højtråbende fik højere karakterer end de mere stille og flittige elever. Men burde det ikke være lærerens opgave at spotte den enkelte elevs potentiale og kunnen?

Jeg synes, at det er en rigtig god bog, som mange kan have glæde af at bruge. Det er en bog for de elever, der lider under deres generthed og gerne vil være mere udadvendte. Jeg synes på den anden side, at det er rigtig synd for de introverte elever, at de skal stemples som anderledes og forkerte, hvilket kan give yderligere stress og præstationsangst, fordi det ikke er godt nok at være, som man er.

Vi bestemmer ikke selv den tidsalder, vi skal leve i, og vi bestemmer derfor heller ikke selv tidens luner og tidens diag­noser og problemer. Og jo, det er nok et problem for stille elever.

Men okay, det er en bog, som kan give inspiration til, hvordan man som lærer kan støtte en særlig gruppe elever i at ændre deres stilleadfærd ved hjælp af konkrete øvelser og redskaber. Er det symptombehandling på noget, der måske ligger dybere i personlighederne? Det kan jeg ikke læse ud af bogens gode og konkrete anvisninger. Uanset hvad er denne form for opmærksomhed altid godt for elever i mistrivsel.