Der er sket ikke så lidt med faget, som engang hed naturhistorie, men nu kaldes biologi, i de seneste 25 år, og der er sket ikke så lidt med samfundet og medierne siden den folkekære, fyldige Doktor Lieberkind med runde kinder og briller fortalte engageret og populært, meget populært, i det sort/hvide fjernsyn, som nu kaldes tv, om naturens mange fænomener. Således er biologis rolle og betydning for samfundet vokset enormt.
Helt aktuelt med biologisk terror, men der kunne også nævnes problemer som kost og sundhed, salmonella- og andre mikrobeproblemer, miljø, medicin med blandt andet fosterdiagnostik, kloning, gensplejsning, produktion ved hjælp af bioteknik, dna-profiler ved opklaring af kriminalitet og ved identificering af ulykkesofre og meget, meget mere. Og det er helt uden for diskussion, at biologi og biologiske processer, for eksempel inden for computerteknologien, i fremtiden vil få endnu større betydning - vore dages IT-teknik vil på den baggrund komme til at virke som et damplokomotiv i forhold til et stealth-fly.
Alt dette afspejler sig blot ikke i folkeskolen, hvor faget lever en upåagtet skyggetilværelse med meget lav prestige, få timer på få klassetrin og få resurser, uden karaktergivning og prøver - ikke at disse to sidstnævnte faktorer er ensidigt positive, men virkeligheden er nu skruet sådan sammen, at skolefagenes prestige øges hermed, uagtet at vi er nogle, der mener, at disse discipliner er både usagligt funderede og i øvrigt uhensigtsmæssige. Heller ikke på de højere uddannelsessteder står det for godt til, og det er ingen hemmelighed, at det kniber stærkt med rekrutteringen til naturvidenskaberne.
Sådan er forholdene på trods af velfungerende faglige foreninger. En af disse er Foreningen af Danske Biologer, som netop har udsendt sit 25-års-jubilæumsskrift. Denne forening henvender sig til undervisere på gymnasier og højere læreanstalter, herunder seminarier, og i forordet udtrykkes det fromme ønske, at regeringens satsning på at gøre Danmark til foregangsland inden for bioteknologi, hvilket kræver en befolkning, som er veluddannet i biologi, og reformer af hf- og gymnasieuddannelserne, vil føre til et generelt løft af faget. Som et tiltag i denne forbindelse har man netop indledt en genoplivning af samarbejdet med Biologforbundet.
Skriftet rummer artikler om udviklingen, status og fremtiden, og flere har interesseværdi også for biologilærere i folkeskolen. Måske - forhåbentlig - vil der i fremtiden blive brug for en opdatering af den rustne linjeuddannelse hos endnu interesserede blandt alle dem med linjefag i biologi, som hurtigt gav op og viede energien til mere tilfredsstillende sammenhænge.
Biologi
- liv i naturvidenskaben
127 sider, gratis (porto og ekspedition 22 kroner)
Foreningen af Danske Biologer
Nucleus
www.nucleus.dk
Er der liv i biologi
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.