Indtil for nylig blev lærere og elever over 12 år opfordret til at tage en coronatest for at møde på skolen. Men i denne uge er tonen skærpet i Brøndby Strand. Her blev i denne uge indført krav om, at eleverne og lærere på Brøndby Strand Skole bliver testet og kun må møde frem, hvis de kan fremvise en negativ test.
Påbuddet kommer fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som i Brøndby Strand har brugt den nyeste revidering af epidimiloven, hvor med de kan kræve særlige restriktioner. Og kommer der særlige restriktioner, så er skolen forpligtet til at tilbyde undervisning til alle - også dem, som muligvis ikke har fået taget en test.
"Elever, der ikke kan modtage den almindelige undervisning på deres skole, fordi skolen er lukket for eleven, skal have nødundervisning", lyder det i et svar fra Børne- og Undervisningsministeriet til folkeskolen.dk.
Skolelederformand: Besværliggør skolehverdagen
Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal mener, at krav om test, gør hverdagen på skolen besværlig.
"Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil have så mange børn som muligt på skolen, men det giver altså nogle udfordringer, hvis nogle børn ikke kan komme i skole enten, fordi de ikke vil testes, eller fordi forældrene ikke ønsker, at de skal testes," siger Claus Hjortdal og fortsætter:
"For skolerne ville det være lettere, hvis man lukkede skolen og indførte fuld fjernundervisning. Det her bliver en mærkelig hybrid, hvor skolelederne skal agere politimænd overfor børn og forældre".
"Det gør en stor forskel, at der nu er tale om krav og ikke bare en opfordring, som tilfældet er i andre kommuner. Og jeg forstår jo godt, at man gerne vil gøre bugt på smitten, men de giver altså en besværlig hverdag på de skoler, som må indføre krav om test", siger Skolelederforeningens formand og konkluderer:
"Det er så svært, når man vælger at sige skal i sager som den her. Det er jo altså børn, vi har med at gøre".
Brøndby tjekker ikke test
Påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed gælder i syv dage fra i fredags. Dermed er det kun tre skoledage, hvor lærere og elever skal have en negativ PCR-test, fordi skolen er lukket i Kristi Himmelfartsferien.
Direktør for Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen Bente Skovgaard Kristensen fortæller til DR, at kommunen skyndte sig at melde ud, da påbuddet blev givet.
"Det er bøvlet for familierne, men på grund af ferien kræver det trods alt kun, at man får lavet en enkelt PCR-test", siger hun til DR.
Selvom kommunen bruger ordet 'krav' i sin kommunikation med borgerne, så er der reelt tale om en opfordring, for kommunen kan reelt ikke kræve, at eleverne er testet.
Forældre og elever vil derfor heller ikke blive bedt om at fremvise dokumentation på skolen, fortæller Bente Bente Skovgaard Kristensen.
- Der vil ikke være nogen kontrol. Men påbuddet er klart nok. Det er jo givet på baggrund af, at man har haft et antal smittetilfælde og sendt klasserne hjem. Og fordi det ikke har stoppet det, så vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, at det er det her, der skal til.
- Så må vi også regne med, at folk overholder det.
Epidemilov: Styrelse kan pålægge elever og lærere krav om PCR-test
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.