"Unge bliver ensomme, fordi deres sociale relationer er utilstrækkelige. De kan være aktive og have bekendte, men de har ingen venner, og de har ofte et overfladisk forhold til familien", sagde psykolog Mathias Lasgaard på en konference om ensomme unge i går.
Konferencen blev afholdt af den frivillige organisation Ventilen Danmark, der driver mødesteder for ensomme mellem 15 og 25 år, og psykologisk institut på Aarhus Universitet, hvor Mathias Lasgaard forsker i ensomhed hos unge.
Konsekvenserne af ensomhed er alvorlige. Mange unge bliver deprimerede og nogle selvmordstruede. Alligevel er det oftere sangskrivere end forskere, der beskriver ensomhed. Der mangler tilbundsgående undersøgelser på området, og mange unge går alene med problemerne i årevis, uden at nogen opdager dem.
Målet med konferencen var derfor at give rådgivere, behandlere, lærere og andre indblik i de særlige udfordringer, der knytter sig til mødet med en ensom ung. Og interessen var stor. Arrangørerne havde regnet med 70-80 deltagere, men over 200 meldte sig.
Ensomhed opstår, når venner får større betydning
Ensomhed opstår typisk, når unge begynder at spejle sig i hinanden for at finde ud af, hvem de selv er.
"Accept og status blandt kammeraterne får større betydning på bekostning af forældrenes rolle. De unge søger det nære venskab og kæresteforhold, og deres selvforståelse formes i mødet med jævnaldrende. Det bliver et fælles projekt, at de hver for sig finder ud af, hvem de er", forklarede Mathias Lasgaard.
Det fører til stigende krav om faglig og social succes.
"Unge kan blive valgt fra af andre unge, men nogle fravælger også sig selv, fordi de har svært ved at leve op til de nye krav blandt kammeraterne. Det er vanskeligt at være anderledes. Unge er sårbare, så vi ser en høj frekvens af ensomhed, depression, problemer med selvværdet, forsøg på selvmord og selvskadende adfærd blandt dem", sagde forskeren fra Aarhus Universitet.
Ensomme unge sidder alene med spørgsmålet: 'Hvem er jeg?'
"Det vigtigste for unge er at have venner. Derfor er det smertefuldt at være ensom. Ensomme unge er alene med deres identitetsprojekt".
To ensomme i hver klasse
Fire til otte procent af eleverne i 7. til 9. klasse føler sig ofte eller meget ofte ensomme. Det svarer til en til to i hver klasse. Tallene bekræftes af undersøgelser blandt gymnasieelever, og de viser, at ensomhed ofte er forbundet med indlæringsvanskeligheder.
"Der er usikkerhed omkring tallene, for unge har ikke lyst til at fortælle, at de er ensomme. Mit bud er, at der er tale om et reelt problem for en stor gruppe unge, men det er umuligt at svare på, om det er stigende, da der ikke er lavet ret mange undersøgelser om ensomhed gennem tiderne", sagde Mathias Lasgaard.
Ensomme unge søger sjældent hjælp, for det er pinligt ikke at have venner. De skammer sig over deres ensomhed, og der skal et trænet øje til at spotte dem. Men det kan lade sig gøre, hvis man ved, hvad man skal kigge efter.
"Mange har et lavt selvværd, og de sidder i klassen uden at være en del af fællesskabet. De har kun overfladisk kontakt med de andre og har ingen at tale med efter skoletid. Det bekræfter dem i, at de ikke har noget at byde ind med. De er fanget i en ond cirkel, hvor de tror, de vil mislykkes, hvis de skal involvere sig i sociale relationer. Derfor lader de være".
En selvopfyldende profeti
Et andet karakteristisk træk er, at de har et negativt syn på andre. De tror, at andre vil dem noget ondt.
"De er indadvendte og generte, og de putter sig. De oplever deres sociale vanskeligheder som uforanderlige: 'Ligegyldigt hvad jeg gør, bliver jeg afvist. Jeg har prøvet, men det bliver ikke anderledes. Jeg forbliver ensom'. Det bliver en selvopfyldende profeti, og selv om de skifter skole og bliver taget godt imod af de nye klassekammerater, bliver de ved med at være ensomme", fortalte Mathias Lasgaard.
Mange betragter ensomheden som selvforskyldt: ' Det er mig, der er genert. Jeg kan ikke finde ud af det. Det er min egen skyld'. Der er dog forskel på ensomme unge.
"Nogle er kronisk ensomme. Andre tænker, at de må gøre noget, når de for eksempel skifter til gymnasiet eller begynder på universitetet. Men de er dårlige til at trække på både voksne og unge. De har svært ved at begå sig i gruppearbejde, og de tror ikke på, at andre kan hjælpe dem. De siger nej til at lave lektier sammen og til at tage med til videoaften. De skyder sig selv i foden - selv om de brænder for at være med".
Nettet giver nye muligheder
Undersøgelser tyder på, at nogle ensomme unge forsvinder ind på internettet og bruger en stor del af deres tid på computerspil. Det skyldes ikke kun, at de ikke har andre at være sammen med. Det hænger også sammen med, at fællesskabet på nettet ikke er så krævende.
"I en ny undersøgelse fortæller ensomme unge, at de på nettet har tid til at tænke over, hvad de vil sige, og hvordan de vil udtrykke det. Derfor oplever de den sociale kontakt lettere, end når de står ansigt til ansigt med andre. Nettet giver fagfolk en vej til at skabe kontakt til ensomme unge, for det er hamrende svært for dem at møde op til en samtale", sagde Mathias Lasgaard.
Ensomme unge fanget i ond spiral
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.