En tiltrængt privatisering

Set med skolens øjne har udliciteringen af offentlige opgaver til private erhvervsvirksomheder sjældent været nogen større succes - måske fordi det oftest er gået ud over de arbejdsområder, som varetages af de dårligst uddannede og lavest lønnede. Rengøringspersonalet har måttet knokle endnu hårdere, hjemmehjælperne fare endnu hurtigere omkring og chaufførerne sidde endnu længere bag rattet mellem de få og korte pauser.

Jobmæssigt har meget af privatiseringen vendt den tunge ende nedad og gjort lidet attraktive job yderligere utiltrækkende. Samtidig har modtagerne af de privatiserede ydelser ikke ligefrem jublet over resultaterne. Sidst oplevede vi det i Aalborg, hvor det blev så slemt, at det var utåleligt.

Er der overhovedet blevet jublet, kan det kun være i kommunalbestyrelsernes økonomiudvalg og de borgerlige partiforeninger, hvor de fleste hverken er i de alders- eller de socialgrupper, der har større brug for den pågældende offentlige indsats.

Måske var det en idé at forsøge sig med privatisering i den anden ende af den sociale skala - for eksempel med folkekirken? Det er grundigt gennemprøvet i adskillige af de lande, vi ynder at sammenligne os med, og tilsyneladende med udmærkede resultater.

Fordelene er indlysende. Foruden Kirkeministeriet med minister, departementschef og andet løntungt personale kan stiftadministrationerne slettes af det offentlige budget. Universiteternes teologiske fakulteter kan nedlægges, enkelte ansatte overføres til de historiske og filosofiske fakulteter og resten vende tilbage til sognenes prædikestole. En sparet professor giver lige så meget som tre sparede rengøringsassistenter og en stiftsfuldmægtig mindst som to buschauffører.

Privatiseringen kan også løse skolens nuværende problemer med faget kristendomskundskab. Det bliver overflødigt at diskutere fagets navn, indhold og fritagelsesmuligheder, når det nedlægges, og timerne overføres til de obligatoriske fag, historie og samfundsfag, hvor de naturligt hører hjemme i et pluralistisk samfund med trosfrihed.

Naturligvis har vores minister ret i, at kristendommen er en væsentlig del af vort kulturelle fundament - men meget af fundamentet består af katolicisme og jødedom, uden at Den katolske Kirke eller Mosaisk Trossamfund af den grund er på finansloven.

I øvrigt rummer fundamentet adskillige irreligiøse og kontrareligiøse bestanddele. Vore frihedsidealer er, for at sige det høfligt, ikke netop formuleret og båret frem af det kirkelige etablissement. P.A. Heiberg, A.M. Goldschmidt, Henrik Pontoppidan, Georg Brandes og Poul Henningsen kæmpede for vore frihedsrettigheder, mens N.F.S. Grundtvig i Den grundlovgivende Rigsforsamling nærmest strittede imod. Selv ministerens eget parti havde i sin mere idealistiske ungdom en antiklerikal profil.

Indrømmet - folkekirkens privatisering vil kræve ophævelse af grundlovens paragraf 4; men til gengæld skal sagen ikke ud i EU-licitation. Der er stadig enklaver, hvor Danmark har fuld suverænitet.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt