En lys fremtid?

Fra sin position som professor i etnologi ved Lunds universitet står Frykman på sidelinjen og kigger ind i skolen. Han er sig meget bevidst, at han netop står udenfor, og på afstand ønsker at studere strukturerne i den sociale praksis og det spil, der foregår i skolen. For en stund kan vi som læsere og lærere glemme Pisa-undersøgelser og i stedet nikke genkendende til rigtig mange gode pointer om skolen i dag og skolen i går.

Det har anfægtet Frykman, at vores tids skole angiveligt hæmmer den sociale mobilitet, hvorimod skolen tidligere gav eleverne større tro på fremtiden; øgede elevernes muligheder for at bryde den sociale arv og øgede den enkeltes motivation for at kvalificere sig gennem uddannelse.

Frykmans hovedpointe er, at skolen i dag er afritualiseret og i alt for høj grad individorienteret. I 60erne og 70erne var målet, at eleven skulle blive til noget. Et udtryk for et dannelsesideal: En skole, der var fremtidsorienteret. Eleverne blev, med Frykmans ord, repræsentanter for en meget konkret utopi.

I dag arbejder skolen på at udvikle elevernes identitet gøre eleven til nogen: En her og nu-orienteret skole, der søger at fremelske »refleksive individer med selvidentiteten i forgrunden«. En omsorgsskole!

Vi har således, hævder Frykman, skabt en skole, hvor ungdommen ikke længere bliver bærere af fremtiden, og hvor dannelse ikke er træning i at erobre denne.

En meget læseværdig bog, der på en underholdende og forståelig måde problematiserer mange af de forhold, der dominerer den politiske/pædagogiske debat og enhver undervisers hverdag.

Bogen indledes af Christina Jørgensen, der ligeledes med et fyldigt efterskrift kommenterer og uddyber Frykmans synspunkter.