En tung bog på alle måder … 1.718 gram, hvilket jo nærmest er provokerende, i en tid hvor e-bøgerne banker på døren. Her ville en e-bogs mulighed være fin! Bogen er en andenudgave, men betyder det så, at man skal købe den ny, hvis man allerede har bogen på hylden? Ja, det skal man! Hvis man vel at mærke faktisk bruger førsteudgaven aktivt med mange og regelmæssige opslag og læsninger af de mange gode artikler.
Der er flere forandringer og forbedringer i den nye udgave. Forlaget lover, at alle gamle artikler er gennemskrevne og opdaterede. Der er flere nye artikler i den ny udgave. De leksikalske opslag om enkeltpersoner er alle blevet omskrevet og udvidet.
Bogen er opbygget i syv store dele: 1: Pædagogik og teorier om opdragelse, undervisning og uddannelse, 2: Nationalstat og globalisering, 3: Fag, viden og undervisning, 4: Kulturelle og sociale forskelle, 5: Perspektiver og deres betydning, 6: Socialt og pædagogisk samspil, 7: Person- og teoriintroduktioner.
Alle dele beskrevet med flere underliggende kapitler, der alle virker både grundige og som gode introducerende indgange til de områder, der formidles. Det er godt arbejde, det her! Men for hvem? Vil lærerstuderende kunne bruge bogen?
Mange lærerstuderende vil formodentlig have god gavn af at læse flere af artiklerne, for eksempel Martha Mottelsons artikel "Pædagogik som teori, kunst, kald eller håndværk". Det er en glimrende artikel både til at forstå professionsområdet og til at tænke over ”sig selv”, hvordan ser jeg mig selv som en del af professionen? Mette Bucharts artikel "Undervisningsformer – historisk og aktuelt" og hendes artikel nummer to, "Undervisningsmidlet som tekst i institutionel praksis", er glimrende læsning.
Og der er mange flere: "Familien og opdragelsen" af Allan Westerling kunne minde mange lærerstuderende om, hvor lidt de i den nuværende læreruddannelse egentlig beskæftiger sig med ”verden uden for skolen” - verdens vrimmel, fyldt som den jo er af forskelle mellem mennesker, netop som det kommer til udtryk, også når der andre steder i bogen arbejdes med begreber som normalitet og afvigelse, lyst og evner og ulighed!
For lærerstuderende kunne bogen være en guldgrube, men ikke som bog! Altså sådan en, der skal købes på én gang. Dertil er den for omfattende, og for meget vil ende som ulæst. Vil lærere kunne bruge bogen? Den burde stå på ethvert lærerværelse som opslagsværk. Gjorde den det, ville den være et flot tilbud til de lærere, der vil videre og lære nyt som en del af deres hverdag. Det er jo faktisk sådan, at hverdagens mange problemer og genvordigheder kan løses gennem mødet med og inspirationen fra teorier og overordnede forståelser.
Særligt for lærere vil kapitlerne om enkelte personer og om enkelte teorier måske være spændende læsning? Hvordan er det nu lige, at klasseledelse spiller sammen med for eksempel behaviorisme? Hvad var det nu, John Dewey mente om erfaring? Her gives der gode bud – på få sider - og det er værd at læse!
Det er nu en underlig fornemmelse at sidde med så omfattende en bog – så megen viden godt formidlet - og tænke over, at der i den kommende ny læreruddannelse slet ikke findes et pædagogikfag! Gad vide hvilke af alle disse artikler der mon også vil finde vej til anvendelse i den nye modullæreruddannelse, hvor der, stik imod hvad politikerne fortæller, vil være færre lektioner præcis til ”at give læseren bedre muligheder for at tænke over og analysere intentionerne og alle de store og små handlinger, der har med pædagogik at gøre”, som der skrives i bogens forord.
Sælg den som e-bog! Sælg de enkelte kapitler for sig! Kunne det ikke være en ide, her hvor vi står på tærsklen til helt nye opfattelser af undervisningslærebøger. Vi vil have den på tabletten, vil vi!
En guldgrube af viden, men formen er forældet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.