En film inde i hovedet

»Det er sjovt, at når Bo læser, er det, som om de ord, han siger, er billeder, en slags film inde i mit hoved«.

Sådan siger en 13-årig dreng, da Bo Gottlieb og en kollega trods drengens modstand får ham til at blive siddende på skødet og tegne, mens læreren læser højt. Bo Gottlieb fortæller i en artikel i tidsskriftet »Specialpædagogik« om sine mangeårige erfaringer med litteratur som en del af den miljøterapeutiske behandling, der foregår i den interne skole på et behandlingshjem for børn og unge med psykiatriske lidelser. De fleste af børnene har knækket læsekoden. Det er i høj grad det, forfatteren Josefine Ottesen har kaldt »fortællekoden«, Bo Gottlieb hjælper eleverne med at knække. Et hoved-element er oplæsning i klassen. Formålet er at styrke elevernes koncentrationsevne, styrke deres evne og kendskab til at danne indre billeder, styrke deres kendskab til litteratur, give dem fællesskabsfølelse via indre fælles oplevelser og styrke deres sproglige kompetence. Eneste accepterede aktivitet, når der læses, er at tegne.

I artiklen fortæller Bo Gottlieb om et undervisningsforløb med udgangspunkt i Louis Jensens serie af »firkantede historier«. Den første uge læste han hver dag to historier og bad eleverne vælge, hvad for én de bedst kunne lide. Ugen efter skulle de tegne dagens lille historie og tale om den ud fra fire grundspørgsmål, »det kunne jeg lide«, »det kunne jeg ikke lide«, »det undrer mig« og »det minder mig om«. I den tredje uge skulle de udvælge en historie fra Louis Jensens bøger og fortælle, hvorfor de havde valgt den, og i den fjerde uge skrev eleverne selv små firkantede historier på computer.

»Dette forløb viste mig, at elever, der lever i en til tider både forpint og forvirret - indre såvel som ydre - verden, sagtens kan modtage - og have udbytte af - også den meget komplekse litteratur«, skriver Bo Gottlieb.

Bo Gottlieb: »Om brug af børnelitteratur som redskab i miljøterapeutisk praksis«. Tidsskriftet »Specialpædagogik«, nummer 2/2008

En fem hundrede og tredje gang var der en hund og en poetisk ost, og så var osten oven i købet rund. En nat tog den tilløb og sprang op på himlen, for det var det allermest poetiske: at hænge på himlen i den mørke nat som en måne. Men faldt den ikke ned igen? Nej! Hvorfor ikke? Den stærke stank holdt den svæven- de, men hvor blev hunden af? Fra Louis Jensen: »Hundrede helt & aldeles firkantede historier«