En dag i Paradis

Denne forestilling er befriende, farlig og sandfærdig grotesk. Et chok. Et spejlbillede. Jeg vil påstå, at "En dag i Paradis" siger mere om menneskets ganske væsen, end de fleste vil indrømme. Fortvivl dog ikke! Hvis du bliver publikum til denne forestilling, går du som renset og forløst fra teatersalen - dog med en betroet viden om din egen og andres natur, som du vil bære rundt til tid og evighed. Du vil blive vidne til dit og menneskets selvbedrag.

Stykket handler om længsler efter og alternativer til noget andet end det liv, du er i (NU), og dér, hvor du befinder dig (NU). Det er almengyldige temaer. Temaer, som unge mennesker har inde på livet hvert eneste sekund. Temaer, som voksne har fortrængt.

Myra og Ian er fanget i en flække kaldet Pulpa. De reagerer mod deres lille verden. I Pulpa sker der ingenting, og de to karakterer føler sig klaustrofobisk fanget i dette ingenting. I desperation over ikke at kunne slippe væk finder de en udvej i hinanden. De hader, slås og myrder, men de finder også kærlighed. De giver los. På den ene side skræmmer det Myra og Ian, som det skræmmer publikum. Det fascinerer på den anden side. Tiltrækningskraften i at slippe livet er stor. Give fanden i mål og mening - i moral og fornuft.

"En dag i Paradis" er pakket ind eller vel nærmere pakket ud på en måde, som ikke skjuler, men nærmere påpeger, at her er tale om teater, om illusion. Der er meget at lære af denne forestilling og meget at tage med hjem til eftertanke og diskussion. "En dag i Paradis" kræver, at vi som publikum tager moralsk og rationel stilling til det, der sker i scenerummet. Jeg opfordrer jer til at tage stilling.