En bog om livet

Bogen 'Vores liv, vores skole' var et projekt i faget dansk på Skolen for Musik og Teater. Gennem båndoptagelser, sange, små digte, samtaler og meget mere har fire af skolens elever indsamlet andre elevers historier. Det har resulteret i en række ucensurerede beretninger. Her er et lille udpluk:

Hvad er det værste ved skolen?

Torben: 'Det værste er, at de ringer og vækker én klokken lort om morgenen, hvis man ikke er mødt til tiden. De kan også finde på at køre ud og hente én, hvis man ikke tager telefonen. Det er skide pinligt, når de står udenfor og råber ind gennem brevsprækken. De blander sig i det hele taget lidt rigeligt i vores liv, men på den anden side er det jo deres job'.

Hvad så med juleaften?

Merete: 'De sidste tre juleaftener har jeg og min lillebror været inviteret hjem hos min mor for at holde rigtig juleaften. Hver eneste gang er det blevet aflyst i sidste øjeblik, så sidder man der, med sin lillebror og vi har sgu' ingen steder at gå hen - det gør ondt kan jeg godt fortælle dig. Min mor er kommet med sådan nogle syge forklaringer om, at hun skulle være sammen med én af hendes kærester og hans venner, og at vi ikke kunne komme med, det kunne vi nok forstå. Bitch! At invitere sine unger til juleaften og så bare skride. Hvert år når vi nærmer os julen, får jeg ondt i maven, flere uger før'.

Hvad er der specielt ved Skolen for Musik og Teater?

Lone: 'Det er jo åndssvagt, at jeg er blevet smidt ud af mange skoler og behandlingshjem og plejefamilier fordi jeg var vanskelig. Det var sgu' da derfor jeg blev anbragt.

Min mor drak, og jeg skulle bare være der, når hun havde det dårligt, så bliver en unge på fem-seks år sgu' da underlig.

Men her på skolen gir de bare ikke op, og jeg får ikke lov til at give op. I starten troede jeg ikke på det, jeg skulle hele tiden prøve dem af, jeg gik med en fornemmelse af, at næste gang smider de mig ud. Her kan man sgu' ikke blive smidt ud, og jeg er eddermame blevet smidt nok ud'.