En absurd sag

Det er med stor ulyst, at jeg tager en konkret sag op i min beretning, men denne sag er så absurd, at jeg ikke kan forbigå den i tavshed.

Sagen handler om tid til udførelse af rapporter i forbindelse med specialundervisning i tre konkrete tilfælde. Efter at sagen havde kørt i næsten to et halvt år, blev der holdt voldgiftsmøde. Ved mødets begyndelse tilkendegav Kommunernes Landsforening (KL), at de gav os medhold i to af de tre sager. De havde jo også haft god tid til at tænke over dem.

Så skulle man nu forvente, at de lærere, der havde løntilgodehavender tilbage fra 1993, ville få pengene udbetalt. Men det skete ikke. Vi rykkede, uden at der skete noget ved det, og måtte til sidst anmode om et fællesmøde i forsøget på at få pengene udbetalt. Det fællesmøde havde KL ikke tid til at deltage i. Så for at vore medlemmer kan få udbetalt et løntilgodehavende - som KL har anerkendt, at de har - har vi været nødt til at indklage KL og kommunen for arbejdsretten.

Jeg vil her undlade at give udtryk for min ærlige mening om et sådant forløb. Men jeg vil alvorligt minde om, at vores medlemsundersøgelse viser, at en stor del af vore medlemmer ikke har tillid til arbejdsgiverparten. En sådan ageren, som vi her har været vidne til, medvirker ikke til den stærkt tiltrængte forbedring af tilliden - tværtimod.