Emil og de tre aber

Ideen i historien er ellers meget god, og uden at røbe for meget er der altså også brodne kar i politiet. En lille hyggelig sag, men næsten for hyggelig. Emil, hovedpersonen, er 13 og »skoleelev skråstreg detektiv«, som han selv siger. Han overværer et tyveri af en figur de tre aber. Han sætter efter tyven og får hurtig færten af, at der er noget stort på spil med rockere indblandet.

Emil har store detektivdrømme og går med hjælp fra veninden Naja i gang med en afdækning.

Emils forbilleder må være Sherlock Holmes eller Kalle Blomkvist. Han kommer mest til at virke som et lidt overmodent enebarn, der tager sig selv lige lovlig højtideligt. Hans talesprog understøtter den fornemmelse.

Historien foregår i Århus, hvor vi med navns nævnelse skal trækkes gade op og torv ned. Måske for at give en fornemmelse af lokalkendskab, men i så tilfælde virker det ikke rigtigt.

Mange steder forklares der så meget. Det er for pædagogisk, og ofte er det ting, som ikke skal forklares, men opleves. »Dont tell it, show it«, eller hav tillid til, at læserne kan læse indenad.

En mulig frilæsningsbog til de 10-12-årige.