Elmo og de mange intelligenser

"Elmo og de mange intelligenser" er til børn i indskolingen. Bogen kan bruges direkte i arbejdet eller til inspiration. Den handler om, hvordan vi er indrettet inde i hovedet ud fra Howard Gardners teori om de mange intelligenser. Forfatteren mener, at vi skal lære børnene at lære, og det skal figuren Elmo og hans otte hjerner bruges til.

Jeg bryder mig ikke om Elmo og hans hjerner. Jeg synes, bogen er alt for konstrueret og fortænkt. Men det handler også om Howard Gardners egne båse.

Står Gardner centralt for ens undervisning, er det naturligvis en god idé at formidle hans opfattelse til børnene - også i indskolingen - og ikke mindst til forældrene. Det er dog noget af en påstand, at formidlingen af teorien om de mange intelligenser til forældrene skulle være signalet om, at her tages børnene alvorligt.

"Elmo er lærdommen, før børnene kan lære. Elmo er elevernes håndsstrækning - det skal nok være håndsrækning? Elmo er børnenes lærdom om, hvordan man lærer". Det er en erklæring, der vil noget, men det er svært at se, at den bliver indfriet. Det nævnes, at man skal koncentrere sig om det, man ikke er så god til, men sådan er det vel med eller uden Gardner.

Det er også opfattelsen, at "den elev, der har forstået sin egen intelligenssammensætning, vil opleve accept af egne evner og udviklingen af dem". Børn har altid en fornemmelse af, hvad de er gode og mindre gode til, men er det en fordel, at de sætter sig selv i bestemte båse? Er det ikke snarere ros og påskønnelse, der hjælper, når et lille skridt er taget på et vanskeligt felt?