Hvad vil det egentligt sige at være medborger? Og har det noget med børn og unges egen hverdag at gøre? Kampagnen "Demokrati Fordi" skal give danske skoleelever mulighed for at reflektere over ellers svært forståelige begreber som demokrati, rettigheder og medborgerskab og relatere dem til deres eget liv.
"Demokrati og medborgerskab skal diskuteres og afprøves hele tiden, hvis det skal være levedygtigt. Det er ikke statiske størrelser. Vi vil gerne have elevernes bud på, hvad demokrati og medborgerskab betyder i deres hverdag", siger projektleder Johanne Mortensen fra Institut for Menneskerettigheder til folkeskolen.dk.
Opload demokratisk bidrag
Kampagnen handler om at arbejde intensivt med et seriøst emne og aktivere eleverne til at være kreative og iværksætte deres eget demokratiske bidrag, for at skabe større indsigt og interesse. Det skal ske gennem en konkurrence, hvor eleverne skal oploade deres eget demokratiske bidrag.
"Eleverne skal sætte ord, lyd og billeder på, hvad demokrati og medborgerskab betyder for dem. Det kan for eksempel være, at man iscenesætter en demonstration, skriver et manifest eller laver en facebookside. Der er ingen regler for, hvad man kan lave. Det er vores håb, at eleverne lærer om demokrati og føler sig inspirerede som medborgere", siger Johanne Mortensen.
Kampagnen har et sæt undervisningsmateriale, så eleverne kan få fyldt viden på, hvordan man er medborger. Materialet indeholder øvelser tilpasset klassetrin fra 0. klasse til ungdomsuddannelsesniveau.
Kampagnen er udarbejdet af Instituttet for Menneskerettigheder, Ungdomsbyen på vegne af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
Konkurrencen slutter den 1. februar 2011. Herefter udvælges 12 finalister, der skal præsentere deres materiale på Christiansborg den 7. marts. Læs mere ved at klikke på linket til højre.
Elever udfordres i demokrati
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.