Elever synes, at historie er kedelig. Digitale læremidler kan hjælpe

Både i praktikken og som vikar har Fie Willemoes mødt elever, der synes at historiefaget er tørt og kedeligt, og det bliver ikke bedre af, at nogle af lærerne ikke har linjefag og mangler interesse for faget, lyder kritikken i hendes bachelorprojekt.

"Skal vi altid læse i bogen? Kan man ikke lave andet i historietimerne? Det er så kedeligt", lød det fra en elev i 7. b, hvor Fie Willemoes Jensen observerede historieundervisningen, før hun skulle i praktik på 4.årgang, fortæller hun i sit bachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Aarhus under Professionshøjskolen Via.

Manglende linjefag påvirker elevernes holdning til historie

På flere skoler har hun mødt lærere, der underviser i historie uden at være linjefagsuddannet. "Varetages undervisningen af lærere, som ikke har nogen speciel interesse for faget og som ikke har den nødvendige fagfaglige viden eller de fagdidaktiske kompetencer, mener jeg, at betingelserne for at skabe de optimale rammer for en historieundervisning vanskeliggøres, og at det kan have en direkte effekt på elevernes holdning og tilgang til faget."

Historiebevidsthed står centralt i historieundervisningen for Fie Willemoes. Det handler om "udvikling af den enkelte elevs bevidsthed om sit eget særpræg og sit eget ståsted i forhold til omgivelserne og i forhold til den historiske forandringsproces. En bevidsthed, der vil bidrage til at eleverne udvikler forståelse for og indblik i verden omkring os."

Oplevelser og overvejelser betød, at Fie Willemoes besluttede, at hun i sin kommende praktikperiode ville skabe en historieundervisning, "der inviterede til aktiv deltagelse, engagement og motivation for faget med håb om at dette kunne smitte af på elevernes videre historieundervisning i skolen," og problemformulering for bachelorprojektet kom til at lyde: "Hvilke almen- og fagdidaktiske overvejelser skal læreren gøre sig ved brugen af it og digitale læremidler i en historieundervisning, der har fokus på elevernes dannelse, identitetsudvikling og historiebevidsthed?"Det resulterede i fire delspørgsmål:

1:Hvordan forstås begreberne historiebevidsthed, dannelse og identitet og deres indbyrdes sammenhænge set ud fra en historieundervisers perspektiv?

I forhold til historiebevidsthed søgte hun viden hos Bernard Eric Jensen, i forhold til socialisering hos Jon Hellesnes og i forhold til identitetsudvikling hos Jan Tønnesvang.

2:Hvilke overvejelser gør eleverne sig i forhold til historiefaget og dets indhold, fagets relevans og deres interesser for faget i skolen?

Det spørgsmål besvares gennem en empirisk undersøgelse, som Fie Willemoes selv gennemfører suppleret med data fra Jens Aage Poulsens undersøgelse "Elevernes syn på historie" fra 2010.

3:Hvordan kan overvejelser om læring bidrage til en afklaring af almen og fagdidaktiske overvejelser, som forudsætning for planlægningen af en historieundervisning?

Her er den primære reference Knud Illeris, som suppleres med tekster af Gunn Imsen og Albert Bandura.

4:Hvilke muligheder og udfordringer giver vidensamfundet, digitaliseringen og web 2.0 generation skolens praksis?

Besvarelsen af det spørgsmål henter hun blandt andet i sit eget empiriske studie fra praktikken og i data fra KMD's undersøgelse fra 2012 om "Folkeskolens digitale tilstand - udfordringer og muligheder" og Faghæfte 48.

Elever mangler lyst, energi og motivation

Den engagerede historielærer kan opleve det som meningsfuldt for eleverne at involvere sig i et fortid, - nutid - og fremtidsperspektiv på historien, men realiteten er, at elevernes syn på faget præges af mangel på lyst, energi og motivation til at tage del i historieundervisningen, skriver Fie Willemoes i sin konklusion. "Nogle elever udtrykker, som også kendt fra andre fag, at hvis der ikke umiddelbart er en mening med at deltage og involvere sig, hvis ikke der kan anes en umiddelbar nytteværdi, orker man dårligt at deltage." Det suppleres med udsagn om, at ikke kun faget tørt og støvet, det er de metoder, eleverne præsenteres for, også. Og det "faciliteter bestemt ikke udviklingen af den ønskede historiebevidsthed, identitet og dannelse," mener Willemoes.

Der skal arbejdes bevidst med motivation

Et godt udgangspunkt - for den historielærer, der gerne vil støve faget og elevernes interesse for faget af - kan være Illeris' læringsovervejelser med indholdsdimensionen, drivkraftsdimensionen og samspilsdimensionen, suppleret med Gunn Imsen og Albert Bandura overvejelser om motivation og self-efficacy, mener Willemoes. "Erkendelsen af, at motivation ikke bare er noget, som såvel lærer som elev tragter efter at se springe frem i klasseværelset, men også er en dimension, som historiefagsunderviseren helt bevidst kan arbejde med i valg af indhold og metode, kan være et konkret redskab at benytte sig af i sine almen og fagdidaktiske overvejelser." "En præsentation af fakta, der giver mulighed for at eleven kan rejse tilbage i tiden og se sig selv som aktør i historiske begivenheder bidrager til udviklingen af historiebevidsthed og dermed også til elevens dannelse og identitetsudvikling."

Elever ved noget om it - læreren noget om historie

Og så skal metoderne vælges med respekt for elevernes forudsætninger. "Mange elever beskrives som meget kompetente web 2.0 brugere med tekniske kompetencer, der ofte overgår historiefagsunderviserens, men med udfordring i forhold til kildevalidering. Integration af it og digitale læremidler er ikke længere et spørgsmål om hvis, men er klart formulerede krav i fagmål, politiske beslutninger og økonomiske bevilliger til folkeskolen. Målsætningen vil for mange lærere indebære ændring i forståelsen af egen lærepraksis," konkluderer Fie Willemoes Jensen.

Hele professionsbachelorprojektet kan findes til højre under EKSTRA:"Brug af it og digitale læremidler i historieundervisningen"