750 elever fra Højvangskolen i Stavtrup uden for Aarhus afholder i denne uge temaugen The Library. Her skriver de 'zines', en ottesiders pixibog, om deres største interesse, og emnerne strækker sig så bredt som fra heste og gokarts til matematiske mønstre og naturkatastrofer.
"Det er videndeling på højt plan det her, og både elever og lærere er så begejstrede for forløbet, at de ikke bare kan nøjes med at lave ét zine. Jeg tror, vi ender med flere tusinde bøger, når ugen er slut", siger lærer Lars Beck, der sammen med kollegaen Jens Hyldegaard fik ideen til temaugen.
Gammelt punkfænomen
Ordet 'zine' er en forkortelse af det engelske ord magazine og stammer fra 70'ernes punkmiljø. Her blev lommebogsformatet brugt til private udgivelser, og det eneste, forfatterne skulle bruge, var en kopimaskine for at publicere deres værker.
"Vores kollegaer har taget virkelig godt imod konceptet, og flere taler om at bruge det igen i senere undervisningsforløb eksempelvis som afleveringsformat til dansk stil. Nogle elever er allerede begyndt at bruge zines til blandt andet huskesedler, fordi det er mere overskueligt for dem end alle de løse ark", siger Lars Beck og pointerer, at The Library også er en billig måde at lave temauge på. Det eneste, man skal bruge, er en bunke A3 ark og en kopimaskine.
Aktiverer også de kreative drenge
Højvangskolen er i øjeblikket i gang med en stor ombygning, og når biblioteket står færdigt, er Lars Beck sikker på, at der kommer en fast zines-afdeling, som man også ser det på biblioteker i USA og England. På Højvangskolen bliver det bare med elevernes egne produktioner.
Udover skriveprocessen er en gruppe af skolens elever derfor også blevet sat i gang med at hamre og bore i skolens sløjdlokale. For med flere tusinde zines skal der også produceres mange hylder og reoler, og det sker i samarbejde med arkitektfællesskabet Bureau Detours, som Lars Beck og Jens Hyldegaard også er en del af.
"Alle elever skal som minimum lave ét zine, men når de er færdige med det, kan de frit komme over og hjælpe med byggearbejdet i sløjd. For vi skal arbejde hurtigt, hvis vi skal blive færdige til fernisering i morgen. På den måde får vi både aktiveret de skrivelystne elever og dem, der arbejder bedre med hænderne", siger Lars Beck.
Højvangskolen holder fernisering fredag den 18. marts klokken 10:45-11:30.
Elever laver deres eget bibliotek
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.