Hver elev i eXit-klassen bliver efter planen udrustet med en bærbar pc, en scanner, et web-kamera og en internetforbindelse med høj hastighed. Herefter foregår al læring over nettet.
"Vi laver tilbudet for at afprøve den yderste kombination af fleksibilitet, ansvar og brug af informations-teknologi", siger skoleleder Peter Gaard Sørensen til Århus Stiftstidende.
Eleverne skal fra hver deres hjemmearbejdsplads arbejde med opgaver, samarbejde og diskutere med hinanden og lærerne. Jævnligt skal det foregå via videokonferencer med web-kameraet sluttet til, så alle kan se alle.
"Den nye 10. klasse er ikke et tilbud til IT-nørder, men til unge, der er almindeligt fortrolige med tekstbehandling, Windows og brug af internettet. Samtidig skal de have en høj grad af ansvarsfølelse og selvstændighed", forklarer Peter Gaard Sørensen.
Han mener, klassen vil henvende sig til elever, der gerne vil prøve at arbejde mere selv. Derfor regner han med at få fat i en gruppe unge, der normalt hverken går i 10. klasse eller på de traditionelle uddannelser, men vælger at droppe helt ud.
Peter Gaard Sørensen frygter ikke, at eleverne vil føle sig socialt isolerede.
"Det er selvfølgelig den vanskelige dimension. Men vi vil forsøge at undgå isolation ved at lægge mange opgaver ud som to-mandsopgaver, som eleverne eventuelt kan mødes om. Desuden samler vi dem til et intenst samvær på skolen én gang om ugen, så måske finder de ud af flere måder at mødes på", siger Peter Gaard Sørensen.
Foruden den tekniske livline til skolen og omverdenen skal eleverne hver formiddag møde i en virksomhed og arbejde mod at få løn og på den måde lære om erhvervslivet.
Før skolen kan sætte projektet i gang, skal den have dispensation fra reglen om, at eleverne skal være til stede på skolen i 28 timer om ugen.
Elever i ny 10. klasse skal undervises derhjemme
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.