Alexander går 7. klasse på Parkskolen, der er en specialskole i Kolding. For ti måneder siden sagde en lærer til hans forældre, at hun mente, der var noget galt med hans øjne. Hans mor, Heidi Købben, kontaktede en synsklinik, som lærer børn at styre deres øjenbevægelser. Herefter kan mange af dem hurtigt lære at læse.
Hver tredje uge trænede optometristen med Alexander i 45 minutter. De balancerede på line gennem et lokale og lå på gulvet og kiggede efter en svingende bold. De så på figurer og prøvede at efterligne deres udtryk, så Alexander lærte at koordinere sine bevægelser, skriver JyskeVestkysten
Derhjemme trænede Alexander med sin mor hver dag. Pludselig en dag læste han teksten på butiksfacader og vejskilte under en køretur.
"Nu læser han som en 12-årig og køber bøger. Lige nu er han i gang med Harry Potter. Han læser langsomt, og jeg er ikke sikker på, at han forstår alle svære ord, men for et år siden var han totalt ligeglad med at læse. Han kunne hverken stave eller huske", siger Heidi Købben til specialpaedagogik.dk.
Skolen bekræfter fremgangen
Parkskolen testede Alexander i læsning i oktober. Artiklen i JydskeVestkysten har fået skolen til at tage en ny test i dag, og skoleleder Dan Nielsen bekræfter, at Alexander klarer sig bedre.
»Vi kan se betragtelige fremskridt i læsehastigheden, og fejlprocenten er mindsket en lille smule. Vi kan ikke isolere, om det skyldes lærernes indsats fra oktober til nu, om det er optometristens fortjeneste, eller om årsagen er en kombinationen. Men forældrene oplever, at de har fået fuld valuta for deres penge, og det er dejligt", siger Dan Nielsen.
Forældrene har betalt cirka 9.000 kroner for forløbet i klinikken.
"Det er ikke alle forældre, der har mulighed for selv at betale, så jeg synes, læreree skal overveje at gå andre veje, end de plejer, når børn har svært ved at lære at læse. Alle børn lærer ikke ens", siger Heidi Købben.
Elev har lært at læse efter at have trænet sine øjne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.