I serien »Frit for fantasi« har Dansklærerforeningen udsendt en række ungdomsbøger skrevet på bestilling af etablerede danske forfattere. Det er der kommet mange gode små romaner ud af, senest de »Elegante damer«. Svagheden for dem deler den 13-årige Tage, bogens jeg-fortæller, uden dog at ville være ved det, med blandt andre Ove Guldtand, som familiefaderen i nabohuset hedder i almindelig omtale. Ove er post, men han er også omrejsende selskabsmusiker, der giver »populære slagere i tidens toneklang« på sit hammondorgel.
I bogens det vil sige drengens interessecentrum befinder sig forholdet til den jævnaldrende nabosøn, til dennes tvillingesøstre og forældre, til familien derhjemme: den fåmælte far, den anonymt fungerende mor, den arbejdsomme storebror og den kloge lillesøster. Det er en roman om venskaber, om både drenges og pigers indbyrdes forhold, om forholdet til det andet køn, til søskende og forældre, ja til de voksne i det hele taget. Men det er sandelig også en bog om livet i en lille provinsby engang omkring 1960, om befolkningens tænkemåde, moralkodeks, om jantelov og chikane, om drenges protesthandliner og hemmelige affærer. Ove falder for en af de elegante damer og forlader familien. Det lokalt og tidsmæssigt uhørte (»almindelige mennesker blev ikke skilt, de blev gift, og så levede de sammen indtil en af dem døde«) medfører en total forvandling i og af nabohuset, hvilket smitter kraftigt af på Tage og hans familie.
Med diskrete virkemidler fortælles der virtuost, men lavmælt om pubertetsårenes tilstand og forvandlingsproces. Glimrende stof for dem mellem 13 og 16 år. En let tilgængelig, meget givende bog, egnet både til individuel og til fælles læsning.
Elegante damer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.