Arbejdstilsynets grænse for CO2-indhold i indeklimaets luft hedder 1000 ppm (dele pr million), og den har skolerne ofte meget svært ved at leve op til. Det viser mange undersøgelser og senest masseeksperimentet, hvor skoleelever her i efteråret sammen med Danmarks Tekniske Universitet målte dårlig luft på 56 procent af skolerne.
Reglementet tillader dårlig luft
Ved nybyggeri skal Bygningsreglementet (BR08) overholdes, men her udmåles luftkvalitet anderledes, og ifølge flere forskere og fagbladet Ingeniøren betyder det, at byggekravene er for slappe. De tillader simpelt hen dårlig luft i klasselokalerne.
"Statens Byggeforsknings Institut har netop i oktober foretaget beregninger for Erhvervs- og Byggestyrelsen, der viser, at nybyggede skoler, der overholder BR08s krav til luftskifte, ikke nødvendigvis også overholder Arbejdstilsynets vejledning om indeklima for så vidt angår CO2-niveau i indeklimaet", siger civilingeniør Ejner Jerking fra Erhvervs- og Byggestyrelsen til Ingeniøren.
På baggrund af de nye oplysninger vil man se nærmere på kravet til luftskifte i skoler i den revision af bygningsreglementet, der kommer i høring i foråret 2010.
Luftskiftet halter
"Det er glædeligt, at man nu vil se på luftskiftet og CO2-indholdet i luften i klasselokaler. For det halter gevaldigt. Vi har hele tiden forholdt os til, at det er mennesker, der er i lokalerne, så der skal være rart at være. Man kan sige, at 1000 ppm er godt, men 800 er endnu bedre", siger sagsbehandler i Danmarks Lærerforening Jørgen Bruun Christensen til folkeskolen.dk. Han fortæller til sammenligning, at udeluften har en ppm på cirka 350. Ppm angiver, hvor mange ud af én million luftmolekyler, der er CO2-molekyler.
Undersøgelser fra Danmarks Tekniske Universitet har tydeligt vist, at elever lærer mindre i klasselokaler med dårlig luft. De bliver trætte og uoplagte eller risikerer at få hovedpine. Deres evne til at lære falder markant, når indholdet af CO2 kommer op mellem 1000 og 2000 ppm. Men på flere skoler er der målt dobbelt så høje koncentrationer.
Kommuner stiller flere krav
På Langeland er man ved at bygge en ny stor skole, der også skal have et lavt energiforbrug. Her fortæller kommunens bygningsinspektør Preben Holmsgaard, at det er hans og kommunens opgave at sørge for, at sikkerheden og sundheden er i orden på den nye skole. Han har overfor byggefirmaet stillet nogle vilkår op - blandt andet for luftskiftet, hvor han bygger på bygningsreglementets regler og på erfaringer fra andre byggerier.
Det er MT Højgaard, der står for skolebyggeriet på Langeland, og her fortæller rådgivende ingeniør Camilla Dyring, at alle lokaler vil få sensorer, der reagerer, når temperatur og CO2-koncentration stiger. Ventilationen øges, når indholdet af CO2 i lokalet stiger.
"Det bør bestemt kunne lade sig gøre med et godt luftskifte i klasselokalerne. Vi ser ikke kun på bygningsreglementet men skeler også til Arbejdstilsynets grænseværdier og andet. Desuden stiller kommunerne ofte særlige krav. De er opmærksomme på luftskiftet, fordi de ved, at indlæringsevnen hos eleverne er bedst, når indeklimaet er i orden", siger Camilla Dyring.
"Men hvis man udelukkende brugte Bygningsreglementets regler, kunne man godt få problemer".
Varme sommerdage gør lufskiftet svært
Camilla Dyring fortæller, at det altid er svært at sikre et godt luftskifte på varme sommerdage, og hvis en hel klasse arbejder på bærbare computere.
Netop fordi den nye skole skal have et lavt energiforbrug, bruger man ikke energi på at køle lokalerne ned. Så hvis temperaturen er 27 grader udenfor, vil det være svært at få det køligere indenfor. Men foruden sensorerne har man besluttet at have tagvinduer, som kan styres manuelt fra de enkelte klasselokaler. Netop for at forøge luftskiftet ved naturlig ventilation.
Eksperter: Regler for luftkvalitet må revideres
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.