'Halvdelen af en lærers arbejde er gjort, når eleverne kommer i skole raske, sikre på sig selv og ivrige efter at lære'.
Sådan skriver Howard Gardner i sin senest oversatte bog.
Udsagnet er sandt. I hvert fald lige så sandt som det, der følger efter, nemlig at rigtig mange af eleverne bare ikke gør det! På trods af materiel overflod og et næsten overophedet informationsfyldt samfund, der skulle kunne gøre det interessant at lære!
Lærere har rigtig meget at lave!
Inspiration til arbejdet kan findes her hos H. Gardner, der her har skrevet både en udfordrende og en anderledes bog.
Udfordrende, fordi den forsøger at fremstille et pædagogisk helhedssyn på opdragelse og undervisning i et kompliceret, moderne vestligt samfund, og anderledes, fordi der her ikke er tale om et værk, der holder sig inden for den almindelige videnskabelige genre, citattung og med mange henvisninger til andres og til egne tidligere værker.
Bogen er diskuterende, stillingtagende og for nogle sikkert også provokerende.
Mange lærere vil kende H. Gardner for hans opgør med tidligere tiders syn på menneskets intelligens og hans positive formulering af et nyt syn på intelligensmoduler. Det står der imidlertid forbløffende lidt om i denne bog. Det, der står, er fuldstændig integreret i det, der er dette værks hovedsigte, nemlig at diskutere det moderne uddannelsessystems rolle i det enkelte menneskes dannelsesproces.
Howard Gardners pædagogiske grundforestilling bæres op af tillid til den moderne videnskab. Gardner er moderne og udtrykker flere steder i bogen sin mistillid til postmodernistiske forestillinger om 'altings relativitet'.
Det dannede menneske er dog ikke det encyklopædiske, alvidende menneske. Tværtimod! Det dannede menneske hos Gardner er det, der gennem deltagelse i uddannelsessystemet har lært videnskabelige metoder at kende og har taget dem til sig som værktøjer i eget liv.
Dannelsesmålet er ikke indhold og faktaviden, men proces og undersøgelseskompetence, der skabes gennem en kombination af fag og fagoverskridende projekter.
Markant tager H. Gardner her stilling i en meget gammel 'krig' inden for didaktikken: Formal eller material dannelse? Hele bogen er et langt indlæg for den formale, procesorienterede dannelse. Det er den, på trods af at der hele vejen igennem arbejdes spændende og dybt med tre udvalgte eksempler på indhold, der efter H. Gardners mening (måske) kunne bære et helt uddannelsesforløb igennem, nemlig Charles Darwins evolutionsteori, Mozarts 'Figaros bryllup' og historiske begivenheder omkring Holocaust.
Disse eksempler er nemlig nok eksemplariske for hver deres felt: det sande, det smukke og det gode, men de er ikke privilegerede eksempler. Andre kunne findes og vælges med angivelse af gode grunde!
Det pædagogiske mål, at gøre elever til forskere på eget liv i egen kultur, kan nås gennem arbejdet med Howard Gardners meget tydelige og klare didaktiske begreber. Nøglebegreber er forståelse gennem dybde og eksemplarisk udvælgelse både af indhold og af metode.
Bogens mest omfattende og mest spændende fremstilling er kapitlet om 'undervisning for forståelse'. Her er mange spændende tanker at hente! Særligt interessant i forhold til dansk tradition er H. Gardners definition af begrebet forståelse: 'Et menneske forstår et begreb, en færdighed, en teori eller et vidensområde så vidt, som han/hun er i stand til at bruge det rigtigt i en ny situation'. Denne definition retter sig mod adfærd og læringsprocessers produktion af ny adfærd. Adfærd er det, læreren ser eleven gøre! Denne definition ligger tæt op ad en konkurrerende indlæringsteori behaviorismen, som H. Gardner tager afstand fra. Det kræver god argumentation, og den kan findes i bogen.
Disciplin og dannelse anbefales til både nye og gamle læsere af Howard Gardner. De, der har tid og interesse, kan på internettet prøve at finde nogle af de skoler og skolesamfund, der beskrives. Også her er der megen inspiration at hente. Og så er det jo billigt at rejse på denne måde.
Disciplin og dannelse
Betydningen af det sande, det smukke og det gode
Af Howard Gardner
Serien Carpe
333 sider, 298 kroner
Gyldendal
Eksemplarisk udvælgelse og forståelse gennem dybde
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.