Eftertanker

Det er en gammel sandhed, at jo ældre man bliver, jo bedre forstår man forfædrene.

Tænkeligt ville jeg endog været gået så vidt at have indrømmet det faktum over for mine forældre, ifald jeg havde kunnet få dem i tale. Her tænker jeg på en speciel sag, nemlig den megen kredsen i tale og skrift om sygdom.

Husker bare så tydeligt, hvordan jeg tænkte de hundreder af gange som ung: »Det var dog utroligt, mere træls kan det ikke blive, lad mig komme væk i en fart«.

Ikke sjældent var for eksempel julebreve de rene sygejournaler, hvor der kun knebent til allersidst blev plads til et forkrøblet Glædelig jul ofte tilføjet et »trods alt«.

Sådan vil du aldrig være, tænkte man jo, men nu i selvransagelsens stund et halvt århundrede senere: tja, er man ved at være tæt på ...

Det er noget af det værste ved høj alder, at alle og enhver efterhånden bliver syge mere eller mindre tilmed en skønne dag også en selv jamen, så er det jo verdens vigtigste emne. Vi udveksler sygdomme, når vi mødes, vi voksne mennesker, selvfølgelig gør vi det. Jeg er fuldt bevidst om, at skal man opnå velvillig lydhørhed om egen sygdom, lurer risikoen lige om hjørnet emnet er slået an nu til de andres som regel helt ordinære og uinteressante sygdomme. »Noget for noget«, som statsministeren nu vover at sige. Jeg øver mig stadig på de korte versioner, isprængt om muligt en smule positivt om det forkætrede sundhedsvæsen.

Jeg har tænkt en del over fænomenet, måske en idé at foreslå, at der kun berettes om uhelbredelige eller sjældne sygdomme. Alle ved, hvor svært det er at være opmærksom i længere tids kedsomhed. Vi kender det til besvimelse gennem et langt lærerlivs utallige ligegyldige møder og kurser, hvor blot legemet var til stede. Mod betaling.

I øvrigt er jeg ved at blive en mester i at lade lægebogen stå urørt. Nok har jeg lært en del via den om sygdomme, men nu er omkostningerne blevet alt, alt for store. Jeg gribes af en isnende skræk, der holder sig resten af dagen, for her står det jo ... jamen, lige på en prik ... kan jo tydeligt mærke det ... det er, hvad jeg fejler ... fra nu af bliver alt bare værre. Nej, aldrig mere den bog.

Med stigende alder får sygdom og død unægteligt et andet perspektiv for tænkende mennesker. Den tid rykker foruroligende nær, hvor man måske hver aften går i seng med tanke for, om man næste morgen vågner op og er død. Uden at have fået ryddet op i dyngerne.

Vi gamle kan også være bange og synge lange syge sange ...

Dødsannoncer nogle kalder dem trækningslister og nekrologer har jeg længe læst, men ikke så intenst som de senere år. Hvor er der mange, der har været hyrdedrenge som 11-årige eller »ude at tjene i huset« som 13-årige. Vi blev sparet for meget i min generation.

Jow, jow, I gamle, vi forstår jer bedre nu.