Effektiv læring

'Den ultimative formel' er bogens noget storskrydende titel. Men selv om den ikke giver det ultimative svar, er det en god, velargumenterende bog i Steen Larsens sædvanlige, underholdende krummeluresprog. Af og til kunne jeg ønske mig, at en forlagskonsulent havde sorteret nogle af de filigransnirklede formuleringer væk. Men på den anden side er det jo også Steen Larsens vidunderlige billedsprog, der gør ham til så god en formidler.

'Elever lærer kun noget, når de (1) arbejder (2) engageret (3) inden for deres aktuelle 'båndbredde'', lyder Larsens såkaldt ultimative formel for 'effektive læreprocesser'. Og argumentationen lægges fornemt frem i tre store hovedafsnit om 1: arbejdet, 2: følelserne og 3: det pædagogiske vækstlag.

'Man kan godt skrive tykke bøger om læring og undervisning, men det er næsten synd for træerne', skriver han og henviser i stedet til sin bedstemor fra Bramming, som sagde: 'Det er den, der arbejder, der lærer noget.' I afsnittet om følelser tager han afsæt i hjerneforskningen og bruger egne oplevelser som illustration af synspunktet: 'Når en situation præges af følelsen, bliver den gangbar mønt i hukommelsen. Den, der ikke kan føle, kan ikke huske.'

I afsnittet om 'den ultimative formels' anden betingelse, engagementet, tager han fat på en vigtig diskussion, som ofte mangler i debatten om læring: Det er ikke nok at sige, at elever skal arbejde med det, de allerede er engagerede i. Samfundet kræver, at der arbejdes med bestemte emner og fag. Eller som Larsen refererer Grundvig: 'Et folk er et folk, så længe det fastholder, at der er noget, alle skal lære.' Det er ikke nok med elevernes umiddelbare interesse, for så kommer de jo ikke videre. Når undervisningen introducerer et nyt emne, er det derfor ofte noget, som eleven (endnu) ikke interesserer sig for. Med det, som Steen Larsen selv kalder en nedslående formulering, skriver han derfor: '. . . god undervisning er systematisk at præsentere eleverne for emner, som ikke interesserer dem.'

Men interesse og viden er forbundne kar, så lærerne må lære eleverne, at de ikke kan stille krav om at være interesseret i et emne, inden de begynder at arbejde med det. Vi må 'én gang for alle forkaste princippet om elevernes selvbestemmelse'. Eleverne skal have medbestemmelse, mener han. 'Forskellen er, at når man har selvbestemmelse, kan man unddrage sig dialogen og samtalen.'

Formuleringen af formlens tredje betingelse, 'den aktuelle båndbredde', virker ikke umiddelbart forståelig, men det betyder, at eleven skal arbejde mellem det, han kan nu, og det, han (endnu) ikke kan. Hvis kravene rager op over båndbredden, mister eleven selvtilliden, og går de under den, spilder eleven tiden. Udfordringen er altså at arbejde lige omkring den øverste grænse - i 'elevens pædagogiske vækstlag'.

Egentlig forstår jeg ikke, hvorfor Steen Larsen ikke bruger Lev Vygotskys begreb 'zonen for den nærmeste udvikling'. Måske er det, fordi Vygotsky - eller i hvert fald mange af hans disciple - lægger mere vægt på læreren end på den lærende, men det er kun et gæt, for Steen Larsens bøger er ikke nemme at bruge som afsæt til videre studier. Noterne er nødtørftige, og i denne bog er notetallene helt væk, så man må gætte sig frem. Og der er ikke nogen litteraturliste.

Men besnærende er hans form jo. Og argumentationen for, at lærerne skal være fagligt dygtige, så fagligheden bliver integreret i personligheden, så den ikke kræver bevidst overvejelse, er rigtig. Men når det så tilføjes, at lærernes faglighed skal styrkes, fordi der skal frigøres ressourcer til 'at styre det pædagogiske', så bliver jeg diskussionslysten. Hvorfor er det ikke omvendt? Eller både og?

Den ultimative formel

- for effektive læreprocesser

Af Steen Larsen

132 sider, 132 kroner

Eget forlag

Fax: 3962 3321. E-mail: larsen@post4.tele.dk