En vidende og pædagogisk anlagt indføring i et særdeles aktuelt emne. Bogen er tredelt. Først en klar, veldokumenteret orientering om, hvad projektopgaven er og ikke er. En rummelig introduktion med plads til praktiske erfaringer og gode råd. Men dog velgørende stram og overskuelig i fremstillingen. Det væsentlige fastholdes med proportionssikkerhed.
Dernæst om computerens brug i forbindelse med projektopgaven. Denne midterdel er med dens 100 sider så langt bogens største. Den giver et sikkert panorerende indblik i de utrolig mange muligheder for anvendelse af edb 'ikke kun som redskab, men også som medspiller' i alle faser af projektopgavens sammensatte forløb. Dette forløb følges i midterdelens to afsnit. Det første af dem handler om edb i indsamlings- og bearbejdningsfasen (brug af databaser, adgang til nettet, inddragelse af lyd og billede, scanning og redigering med mere); det sidste af dem om edb, anvendt ved elevernes præsentation af produktet (layout, skærmdesign, præsentationsprogrammer med mere). Ikke mindst dette afsnit af bogens anden del udmærker sig ved en fint afbalanceret fremstilling. Forfatterne anbefaler med god grund forenklingens og begrænsningens princip, og de følger det selv.
Afsluttende giver forfatterparret et praktisk eksempel på edb i et projektforløb med udgangspunkt i lokalmiljøet (Hørsholm Midtpunkt). Også her er redegørelsen overskuelig, instruktiv, kortfattet og klar.
Bogens dele udgør et logisk sammenhængende hele, men delene kan også med udbytte læses hver for sig. Indholdsfortegnelsen er overbliksskabende, tilpas detaljeret. Et fyldigt sagordsregister og leksikalske rubrikker undervejs giver den uindviede læser mulighed for at være med.
Denne indføring bringer læseren vidt omkring, men sjældent fortaber de to erfarne forfattere sig i tekniske detaljer. De etablerer og bevarer fugleperspektivet - og den sunde fornuft. Deres udgivelse er overbevisende gennemarbejdet, og den dækker et vigtigt og akut behov for viden om integration af IT.
Edb i projektopgaven
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.