Dværgene

Dværge er mennesker, der er ganske lave. I denne bog skyldes misvæksten, at forfædrene havde gemt sig under jorden i håb om at slippe helskindet ud af Den Første Gudekrig. Da de generationer senere dukkede op til overfladen igen, blev de mødt af fjendtlige mennesker, der fordrev dem til en bjergkæde, hvor de bosatte sig under åndelig vejledning af profeten Hitch.

Så er scenen sat, og ulykkerne kan begynde.

Siden Brok og Sindre smedede Fenrisulvens lænke, har vi vidst, at dværge er habile håndværkere. Måske lige undtaget krønikens tre lavbenede antihelte, der formåede at dumpe ved den ukomplicerede optagelsesprøve til det bedre selskab. Det gjorde dem selvskrevne til en mission med ringe odds for at overleve men det havde de heldigvis ikke selv forstået.

De kæmper sig frem og efterlader bjergmænd og andet kryb i deres fodspor. Der er blodige sår og løsslupne tarme efter hver kampscene og detaljerede beskrivelser af alt, som ungersvendene møder på deres færd. Det gør fortællingen overordentlig ordrig og lidt tung at læse sine steder. Men den er spændende, og skildringen af det fantastiske univers er troværdig hvis man da ellers kan bruge det ord i denne genre.

Det er sjældent, at en fantasyfortælling har selvbiografiske træk. Men forfatteren er en erfaren rollespiller, og det har sat sine troværdige spor i fortællingen.

Bogen er første bind i en serie, så de tre små dværge er sikret overlevelse, i hvert fald frem til bind fem, der er den seneste udgivelse i serien. Måtte Aliesters Orden holde hånden over dem længe endnu.