Dukkedrengen

Et falskspillermiljø er måske ikke den mest oplagte kulisse for en børnebog. Men virkelighed - eller hvad det nu er, Mouritzen præsenterer os for - er virkelighed, og sandheden må jo for en dag. Så nu ved vi, hvordan kasinoet i Monte Carlo blev snydt af en bugtaler, der omkostningsfrit råbte "banco!" ved baccaratbordet, for croupieren kunne jo ikke lokalisere stemmen bag de fejlslagne satsninger. Kun når tilfældet ramte det rigtige bud, gav en medsammensvoren sig til kende. Ganske fikst fundet på! Men måske en anelse for fikst for protagonistdrengen John - og i hvert fald for hans mor, der stikker af fra det betændte luksusliv i Las Vegas og hjem til Danmark, for at i det mindste sønnen kan få et liv uden for mange højrisikofaktorer.

Men ak, faderens bugtalerdukker opsøger John, og så tager magien magten. For som drengen stille konstaterer: "Hvis verden vil bedrages, så lad den blive bedraget. Er det koden til at blive voksen?"

Spillernoveller er en hæderkronet genre, bare tænk på Pushkins "Spar Dame". Mouritzen har støvet genren af. Grusomt. Fascinerende. Og fantastisk godt skrevet.

Selvlæsning til 11-14-årige. Eller som analysetekst. Men eleverne skal ikke snydes for denne fortrinlige fortælling.