Dukkebarnet Barbie

Vi taler om en milliard langbenede plasticdimser, som man kan og bør mene meget om. Men en salgssucces som Barbiedukkerne opstår ikke blot gennem en markedsføring, der appellerer til det absolut tanketomme. Den opstår, fordi konceptet rammer lige ind i børns forestillingsverden om det første voksenliv, i hvert fald i den vestlige verden. Jeg synes, at den flittige teatermand Bo Schiøler overser dette aspekt i sin i øvrigt glimrende satire over dukken og hendes kvalmende korrekte venner. De forkælede møgtøser, der skildres i stykket, er kun den ene halvdel af sagen. For vel findes der børn som dem, der vurderer veninder efter materiel formåen, her udtrykt som hvem der kan fremvise det nyeste og dyreste tilbehør til dukkerne. Men der findes ganske mange børn, der formår at få slidte, radbrækkede figurer, de har arvet efter storesøster, til at fungere fint i sociale lege. Det er fint at tage kommercielle kræfters overgreb mod børns fantasi under behandling. Men der er en sikkert utilsigtet dobbelthed i stykket, hvor man på særdeles politisk korrekt vis ironiserer over, at fabrikanterne er åh så politisk korrekte, bare på en anden måde.

Men trods disse indvendinger er der masser af godt stof i det lille rollehæfte med tilhørende noder. For problemstillingen er reel nok: smarte fabrikanter tager fusen, måske ikke så meget på børnene som på de voksne, der med eller uden plageri investerer formuer i drømme indpakket i pinkfarvet cellofan. Og problemstillingerne samt den grundigt researchede historie bag dukkerne præsenteres i velformede replikker og gennem hurtige og nemt gennemførlige sceneskift. Sangene er enkle nogen vil måske kalde dem banale. Men de fænger udmærket. Jeg synes dog, at det er en sær ide at notere to af dem i fis-dur, når akkompagnatøren alligevel skal rette tonelejet ind efter den aktuelle børnegruppe.

Rollelisten omfatter 63 poster, hvoraf der helst skal være flere racerkørere, demonstranter, skoleelever samt folk og stønnere i parken. De fleste instruktører vil få en større logistikopgave for at få styr på, hvem der skal være gengangere hvor. Men det kan lade sig gøre, mange af rollerne er ganske små. Forfatteren opfordrer da også til, at man retter stykket til efter egne forhold og muligheder, ligesom de historiske oplysninger med mellemrum bør opdateres. Så det er slet ikke sikkert, at slutproduktet kommer til at ligne oplægget, når man har haft det igennem sin egen femte- eller sjetteklasse.