Du grønne ungdom

Så var det der igen. Denne gang blev det glade budskab forkyndt af en højskoleforstander, som fortalte om sin skoles nye 'Grønne Linie'. 'I dag tænker de unge økologisk', sagde han, mens tv-kameraet panorerede hen over et hold unge mennesker, som fiskede smådyr og tog vandprøver fra det lokale vandløb.

Vi seere forstod, at de miljøbevidste unge nu skulle tilbage til klasseværelset for at påvise landbrugets og industriens ugerninger over for naturen. Mon de huskede at få de to tømte halvandenliters colaflasker, som lænede sig op ad en træstamme i baggrunden, med sig hjem?

Jeg tvivler. Sidste år faldt det i min lod at passere dyrskuepladsen dagen efter, at Roskildefestivalen, ungdomskulturens årlige højdepunkt, var sluttet. Bulldozere rullede frem og tilbage over pladsen og skubbede dynger af efterladt affald sammen til et mindre møgbjerg. Mens jeg betragtede det voksende bjerg, spekulerede jeg over, om der i virkeligheden sker ret meget 'transfer' fra miljøundervisningen til de unges egen adfærd.

Ungdommen af i dag ved utvivlsomt meget mere om forurening, miljøbelastning, drivhuseffekt og ozonlag, end min generation gjorde. Ord som udslip, udledning og grænseværdi fandtes ikke i vores aktive ordforråd; men det gjorde spraydåse, tørretumbler, solarium, charterferie og badeland heller ikke. Vi savnede dem ikke, for vores forbrug var jo så meget mindre af næsten alt . . . og til syvende og sidst er det forbruget, der afgør miljøbelastningen, ikke ord- og begrebsforrådet.

Dagens unge kan øjensynligt ikke holde deres egen krop ud. Den må shampooneres og spules én gang eller to dagligt. Håret må styles, og kroppen må sprayes med deodorant, gnides ind i lotion, brunes i solariet og strammes op i fitness-centret. Tøjet, som dækker den, må hyppigt i vaskemaskinen og tilsættes skyllemiddel, inden det går i tørretumbleren. Kropsfobien udvides til deres babyer, som indpakkes i éngangsbleer, hvor ikke blot bleen, men også blebuksen kasseres efter én gangs brug.

Ingen ville producere så unyttige sager som gels, deodoranter, lotions, solarier, skyllemidler, tørretumblere eller éngangsbleer, hvis ingen efterspurgte det overflødige skidt - og sikke en masse råstoffer, energi, vand og affald, der kunne spares. Det er ikke så heroisk at skære sit eget forbrug ned, som det er at fræse rundt i gummibåd og skære trawl over eller gå i protestmarch mod sælskindskåber - men det er nok så nyttigt, hvis man mener noget med sin økologiske tænkning.

Tænk, om højskolens undervisning var startet i baderummene, vaskekælderen og spisesalen med udgangspunktet 'Hvad kan vi selv undvære?', og om eleverne efter et skoleårs praktisk forbrugsdæmpning havde forladt skolen med en ændret adfærd, klar til at erstatte flosklen om bæredygtig vækst med det mere realistiske: bæredygtig skrump.

Så ville jeg - uanset hvad dette blads udgivere måtte mene derom - have indstillet den brave forstander til det højeste kvalifikations-, funktions- og præstationstillæg, som den decentrale løndel giver mulighed for.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt.