"Jeg har tilmeldinger fra hørehæmmede, men jeg vil også gerne have helt døve med. Vi sørger for tolke, så lærere må meget gerne prikke deres elever på skulderen med en opfordring til at tage med", siger projektkonsulent Eva Seyffert fra DSI.
På seminarerne skal unge mellem 14 og 18 år med funktionsnedsættelser fortælle om deres hverdag, både i skolen og i fritiden. Der vil også være forskellige aktiviteter. Formålet er at inddrage de unges erfaringer i handicaporganisationerne og i kommunernes børnepolitik.
Med de to seminarer i henholdsvis september og oktober tager DSI tråden op fra et lignende seminar i 2004. Som en deltager sagde dengang:
"Der er mange ting, der ikke er optimale. Derfor synes jeg, det kunne være rigtig godt, hvis man kan få diskuteret nogle af vanskelighederne igennem, og der så måske kunne findes nogle løsninger. Men også at få oplyst andre, at fordi man er handicappet, har man præcis de samme idéer, behov og lyster, som "ikke handicappede". Vi vil de samme ting som dem".
Halvdelen er i hus
DSI søger 40 børn og unge. Omkring halvdelen af pladserne er besat af blandt andre spastikere, muskelsvindlere, hjerneskadede, udviklingshæmmede, autister, stærkt svagtseende og unge med ADHD og psykiske lidelser.
"Vi vil vide mere om, hvad der fungerer for unge mennesker med handicap, og hvad der ikke fungerer for dem i hverdagslivet. Og vi vil gøre vores for, at disse erfaringer kan omsættes til konkrete handlinger i handicaporganisationerne og i kommunernes børnepolitik. De unge får mulighed for at fortælle om deres ønsker, drømme, forventninger og behov", siger Eva Seyffert.
DSI er interesseret i at høre de unges egne oplevelser, så deltagerne repræsenterer kun sig selv. De taler ikke på vegne af andre unge med handicap eller på vegne af en forening. De taler alene ud fra den viden, de har om at være ung og have et handicap, understreger projektkonsulenten.
Udbred kendskabet til handicappede
Deltagerne på seminaret i 2004 fortalte blandt andet om de barrierer, de støder på i skolen, i fritiden, i det system, de er afhængige af på forskellig vis, og i samfundet, vi lever i.
Hovedbudskaberne fra de unge var dengang:
. Udbred kendskabet til de forskellige handicap
. Mød os som mennesker
. Skab tilgængelighed i skoler, gymnasier, biografer og andre steder, hvor unge færdes
. Lad os få en uddannelse på lige fod med andre
"Vi vil gerne afprøve udsagn og synspunkter fra det tidligere projekt, men denne gang med flere unge deltagere. Der mangler stadig viden om, hvordan børn og unge oplever det at leve med et handicap. Fordi denne gruppe traditionelt set ikke kommer til orde, er det et omdrejningspunkt i projektet at lade børn og unge tale deres egen sag", siger Eva Seyffert.
Det nye projekt "Børn og unge med handicap siger deres mening" støttes af satspuljemidler og kører frem til sommeren 2008. Der er officiel tilmeldingsfrist til seminaret den 14. til 16. september i dag, men det kan stadig nås inden for de kommende dage. Til seminaret den 5. til 7. oktober er tilmeldingsfristen den 4. september 2007. Begge seminarer foregår på Pindstrup Centret på Djursland.
Du finder et ansøgningsskema til højre for denne artikel.
DSI mangler døve til ungeseminar
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.