Drenge undgår ungdomsuddannelser

Antologien "Drenge og maskuliniteter i ungdomsuddannelserne" er blevet til ud fra et ønske om at ”bidrage til en mere kvalificeret debat om drenges vilkår og vanskeligheder i uddannelsessystemet” og nuancere de ofte ensidige, forenklede og stigmatiserende ”analyser og forenklede fortællinger”.

Det er et godt udgangspunkt og bestemt relevant for grundskolens lærere også at reflektere over. For i mange af bogens artikler og interview er det tydeligt, at skoletræthed, mathed eller decideret modstand starter her. Faktum er – citeret fra bogens bagside - at ”Drenge klarer sig dårligere i skolen end piger med hensyn til karakterer, og færre drenge gennemfører en ungdomsuddannelse”. Klassificeringen ”tabere” er altså ikke helt ved siden af, men som altid er der flere sider af historien. Det er det, bogen vil have, at vi skal forholde os til og reagere på: som mere kritiske og bedre oplyste og med viden og indsigt i den nyeste forskning på området. Fjorten kapitler – eller artikler – er det blevet til. Skrevet og formidlet af forskerne selv og med en kort indledning, der forklarer hver enkelt artikels fokus. Det er godt og en stor hjælp, når jeg som læser efterfølgende skal forstå drengenes udfordringer i det videre uddannelsessystem.

For bogens helt store svaghed er sproget, som desværre er præget af at være skrevet af folk med hang til detaljerede metodeafsnit, lange akademiske fagtermer og sammensatte ord som for eksempel ”maskulinitetskonstruktioner” og ”vitaliseringsstrategier”. For nogen en sjov udfordring at tygge sig igennem, for undertegnede et irritationsmoment. Efter at have læst bogen fra ende til anden, i et tempo som burde have givet tid til refleksion og bundfældelse, er det meget lidt, jeg egentlig husker og kan bidrage med i en diskussion om emnet – og som jeg kan handle på. Det er rigtig ærgerligt, når man overvejer bogens udgangspunkt, som nok er vigtigt for den videre forskning, men bestemt også som input i folkeskolens opdrag. Vores ansvar for, at drengene får en god oplevelse og mod på at tilføje flere uddannelser, end grundskolen kan tilbyde, er notorisk. Måske det bare ikke er folkeskolens lærere, der er antologiens primære målgruppe?