Dobbeltspil

Nej, hvor blev jeg snydt, og det er måske ikke så mærkeligt, når hovedpersonen hedder Snyde til efternavn! Det er længe siden, at jeg er blevet så opslugt og overrasket over en bog, som jeg blev det med den­ne. Jeg glemte fuldstændig tid og sted! Sceneriet foregår på en meget dyr privat real- og gym­nasie­sko­le - kun for drenge - hvor bogens jeg-fortæller var barn af skolens portner og lev­ede i en betydeligt lavere socialklasse. Dette har skabt en misundelse og et had til den dyre privatskole og et ønske om både at blive som dem og hævn for, hvad portneren og han selv måtte lide af hån fra de fine. Anmelderne fra de største aviser har - som jeg - været enige om, at den­ne store roman ba­re skulle anbefales på det var­meste.

For hvad er det egentlig, der sker, når for­tid­en vil hævne sig på nutiden, og de gamle dyder i skik­kel­se af en pen­sions­moden latinlærer ud­sættes for et opgør med en ny, ung og begavet lærer, der er en mes­­ter i dobbeltspil. Skolen socialiserer os mere, end vi vil være ved, men hvad sker der, hvis en fra en af de "forkerte" skoler har studeret de eksklusive skolers attituder og interne sprogbrug og så lad­er, som om han er en af dem fra de "rigtige" skoler. Kan "kampen" vindes ...

Hvert kapitel indledes med et lille billede af en skakbrik. Vi er alle brikker i livets store skakspil, og der er i begyndelsen en vekselvirkning mellem en sort bondebrik og en hvid kongebrik, men undervejs står der pludselig to konger over for hinan­den. Hvem træk­ker det næste træk, og hvem vinder: Kon­gen eller bonden? Det er djævelsk godt skre­vet, og det ryster mig stadig lidt - mens jeg sidder her og skriver - at jeg kunne blive så overrasket over at blive "narret".