DLF stillede desuden krav om, at FTF forholder sig kritisk til regeringens reformarbejde og sikrer sig, at kvalitetsreformen ikke kommer til at berøre forhold, der ligger inden for det danske aftalesystem, for eksempel spørgsmålet om lønsystemer og arbejdstidsregler.
"Indflydelse kræver medansvar. Men samarbejde kræver også indflydelse. Vi skal stille betingelser, hvis vi vil indgå i det samarbejde", sagde DLF-formand Anders Bondo Christensen. Han lagde vægt på, at FTF skal være parat til at trække sig fra samarbejdet, hvis det bliver nødvendigt.
Spøgelset fra Globaliseringsrådet
Det er arbejdet i Globaliseringsrådet, der spøger. Mange mener nemlig, at de faglige organisationer, der var med i Globaliseringsrådets møderække, blev taget som gidsler for regeringens politik, og det må ikke gentage sig i processen med kvalitetsreformen.
FTF-formanden, Bente Sorgenfrey, medgav Anders Bondo Christensen, at "det er vigtigt, at vi forholder os konstruktivt og kritisk og melder ud. Vi vil vælge en mere offensiv strategi end den, der var lagt op til ved Globaliseringsrådet". FTF vil afprøve, om regeringen har reel vilje til at sikre kvalitet og er indstillet på at betale, hvad det koster.
Bente Sorgenfrey var også enig med DLF i, at regeringen skulle holde fingrene fra overenskomsterne. Hun mente, at "det er afgørende, at arbejdet med kvalitetsreformen ikke fører til indblanding i overenskomsterne. Jeg vil kraftigt fraråde regeringen at komme med forslag til lønsystemer og arbejdstidsregler. Det forhandles af arbejdsmarkedets parter".
Regeringen har berammet fem temamøder og et afsluttende møde, der skal lægge op til en reform. Forskellige faglige organisationer, kommuner, regioner og forskere er inviteret.
DLF til FTF: Vi skal have indflydelse på kvalitetsreformen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.