Det er helt afgørende, at der kommer gang i den tidlige indsats i forhold til sundhedsfremme, mener hovedstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening, John Illum.
"Det er kommunerne, der skal trække læsset. Derfor er der behov for, at de i langt højere grad får mulighed for at gøre det. Hvis kommunerne skal løse den opgave, så kræver det, at de ansætter langt flere af de professionsbachelorer i ernæring og sundhed, som vi organiserer. De godt 105, der er ansat i kommunerne nu, er slet ikke tilstrækkeligt til at løse den vejledningsopgave, der foreligger", siger han.
Han mener, at Forebyggelseskommissionens rapport skaber et godt overblik over en masse kendte sundhedsmæssige udfordringer, og at kommissionens analyser og konklusioner er sundhedsmæssigt velbegrundede.
Afgifter alene giver ikke sundhedsfremme
Set fra Danmarks Lærerforenings synspunkt er den tidlige sundhedsindsats det vigtigste.
"Der er en grænser for, hvilke problemer afgifter kan løse. Det handler om at ændre folks indstilling, og det er viden, der fører til ændret adfærd", siger han, og henviser til, at professionsbachelorerne i ernæring og sundhed kan udbrede den viden.
Også lærerne i skolerne har en opgave i forhold til at udbrede viden om sundhed, mener han.
"Men tiden til at løse alle de opgaver, som en lærer skal, er under pres, og vi kan ikke se, at der kan blive mere tid. Man kan kvalificere undervisningen. For eksempel ved at professionsbachelorerne kommer ind i kommunerne og dermed også kan hjælpe ude i skolerne. Det er helt oplagt, at det er dem, der styrer, hvordan man griber sundheden an", siger John Illum.
Han henviser til, at det ikke er optimalt, at lærerne skal undervise i noget, som de ikke har kompetencerne til, samtidig med at en anden faggruppe rent faktisk har kompetencerne til at løse opgaven.
"Tilbage til Folketinget og regeringen er nu, hvordan man opnår de målsætninger, man har sat op. Hvis kommuner skal klare det inden for de eksisterende budgetter, så tvivler jeg på, at de kan finde økonomi til det. Der skal være flere muligheder for kommuner til at leve op til det og selvfølgelig også nogle forpligtelser for kommunerne, når de har økonomien", mener han.
DLF: Sundhedsindsats kræver ekspertise
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.