Skolens 'rummelighed', den politiske snak om skolens rummelighed, har høj prioritet for DLF. Mange steder er rummelighed lig med nedskæringer og lavere undervisningskvalitet, men, sagde Dorte Lange, der bør i stedet sættes fokus på, om lærere og ledere har handlemuligheder, så alle børn kan få den undervisning, de har brug for og krav på.
"Kredsene tager en masse vigtige initiativer for at modvirke den ødelæggende rummelighed. Det sættes en god dagsorden mange steder, for det er et stort et problem lokalt. Vi skal give retning for diskussionen.
Der skal koordineres mellem arbejdet i projekt 'Hånd om alle børn', som DLF gennemfører sammen med Socialrådgiverforeningen, vores arbejde i forhold til PPR og de mange andre steder, hvor vi er med", sagde hun.
John Illum understregede, at det er vigtigt, at DLF som organisation går ind og understøtter lærere, der er sat til at løse en umulig pædagogisk opgave.
Der må rejses en diskussion om folkeskolelovens paragraf 3, sagde Niels Christian Sauer.
"Enten har elever med særlige behov retskrav på specialundervisning, eller også må politikerne fortælle, at de blot skal sidde på bagerste række og holde kæft som dengang jeg gik i skole. Hvordan vi så end skulle få dem til det," sagde han.
Salamanca-erklæringen taler om specialundervisning som forudsætning for inklusion.
Men ordet rummelighed er nærmest blevet et kvantitativt begreb, der handler om, hvor mange afvigelser blandt børn man proppe ind i et lokale - og så lukke døren og være ligeglad med, hvad der foregår derinde," sagde Niels Christian Sauer.
Elevers og læreres arbejdsmiljø
I juni nedsætter hovedstyrelsen er arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til handlemuligheder. Gordon Ørskov Madsen understregede, at der er en stærk sammenhæng mellem arbejdsbetinget stress og så handlemuligheder i forhold til rummelighed.
"Det er noget af det, der trænger sig allermest på for lærere og team. Der skal ikke kun fokus på flere resurser, men på hvilke handlinger, der kan sættes i værk for den enkelte lærer," sagde han.
Skoleledernes formand, Anders Balle, mindede om, at man skal huske, at skolen som organisation også skal have handlemuligheder.
"Jeg kan ikke anerkende, at der hele tiden sættes lighedstegn mellem skolen og lærerne", sagde han.
Arbejdsmiljø er et vigtigt fagpolitisk satsningsområde - med fokus på arbejdsglæde, sagde Astrid Schjødt Pedersen, som er formand for hovedstyrelsens organisations- og arbejdsmiljøudvalg, og John Illum fremhævede, at det både gælder lærernes og elevernes glæde ved arbejdet i skolen.
"Når vi som nu ser, at forældre flytter deres børn i hele grupper, understreger det, hvor vigtigt det er, at vi arbejder med helheden. Der skal ikke kun ske forbedringer, af hensyn til lærerne. Middelfartundersøgelsen viser også, at eleverne går glip af god undervisning, når lærerne har det så dårligt, at de må tage piller", sagde han.
Professionsaftale om arbejdstid
En meget stor opgave, som allerede nu fylder for både de politisk valgte i hovedstyrelse og kredsstyrelser - og hos ansatte i sekretariat og kredskontorer, er 'implementeringen af professionsaftaler'. Centralt forhandler man med KL om konkretisering af de overordnede principper for lokale arbejdstidsaftaler. Og man planlægger kurser og konferencer, hvor kommunernes beslutningstagere, skoleledere og tillidsrepræsentanter kan deltage sammen med kredsenes beslutningstagere. I nogle kommuner er det en forvaltningschef, der har aftalekompetence, men andre steder er kompetencen lagt ud til en gruppe skoleledere. De første konferencer om nye arbejdstidsaftaler holdes i juni.
Afbureaukratisering
Det såkaldte afbureaukratiserings-arbejde er også et område, hvor der ydes en stor indsats. DLF har fokus på at sikre fagligheden. Formanden for hovedstyrelsens skole- og uddannelsespolitiske udvalg, Dorte Lange, refererede en undersøgelse, som viser, at lærerne er den gruppe, der er mest interesseret i kvalitet i skolen. Men for at levere god kvalitet kræver det, at man har de rette muligheder i hverdagen. Undersøgelsen viser også, at kun to procent af lærerne mener, at nationale test kan bruges til noget.
I Undervisningsministerens såkaldte 'monster-udvalg' går DLF's bestræbelser blandt andet på, at afbureaukratisere og nyttiggøre arbejdet med elevplaner og kvalitetsrapporter.
Rekruttering og fastholdelse
Også problemerne med at med den faldende søgning til læreruddannelsen og udfordringerne med at holde fast på de lærere, der er i skolen, arbejdes der med.
"De uhyggelige perspektiver skal tages alvorligt. Der er områder, hvor man har rigtig stor lærermangel," sagde Astrid Schjødt Pedersen. Og de lærerstuderendes formand, Kresten Bang Heinfelt, føjede endnu en dimension til: der er tendens til at færre tager del i faglige diskussioner og påtager sig tillidshverv. Den vil man også kunne komme til at mærke i DLF, mente han.
DLF: ’Rummelighed’ ødelægger undervisningens kvalitet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.