Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

DLF-projekt om fremtidens skole

Hvilke krav skal der stilles, for at skolen kan give god undervisning for alle? DLF's hovedstyrelse er i gang med at forberede en diskussion om fremtidens skole, som man ønsker at inddrage medlemmer og offentlighed i i løbet af det næste års tid.

Thorkild Thejsen
Start debatten
18. maj 2008, kl. 16:58

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Onsdag-torsdag havde Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse buret sig selv inde på et hotel i Taastrup vest for København. Der blev diskuteret og arbejdet på højtryk til ud på de små timer om fremtidens folkeskole.

Til den indledende proces havde indforskrevet tre eksperter udefra: professor Ove Kaj Pedersen fra CBS/Handelshøjskolen i København, adjunkt Helle Bjerresgaard fra Professionshøjskolen Syd i Haderslev, og fremtidsforsker Anne-Marie Dahl fra firmaet Futuria.

Lærerne kan spille afgørende rolle

Ove Kaj Pedersen trak linjerne bagud og så på de seneste 15 års samfundsudvikling, hvor styringen af økonomien har haft højeste prioriter, uanset hvilket parti statsministeren og finansministeren er kommet fra.

40'ernes og 50'ernes demokratiopfattelse i folkeskolens formål - med tanken om aktiv deltagelse - har måttet vige, sagde Ove Kaj Pedersen. Medbestemmelsen har været under afvikling, fordi det politiske flertal har ment, at for meget demokrati koster på effektiviteten. Og fordi kampene for særinteresser fyldte mere end kampen for de fælles interesser.

"Kritikken af folkeskolens demokratiundervisning kommer ikke, fordi den ikke er lykkedes, men fordi den er lykkedes," sagde Ove Kaj Pedersen.

De sidste 15 år kritik af skolen bunder i den store krise i dansk økonomi i 1970'erne, sagde han. Men den fase er nu overstået. De sidste seks-syv år har Danmark haft måske verdens bedste økonomi. Det giver basis for at formulere nye idealer for, hvad det er for en skole, vi vil have. Og der kan lærerne spille en afgørende rolle, fordi det er dem, der ved, hvad der foregår, hvad der er brug for, og hvad der er muligt, fortalte Ove Kaj Pedersen DLF's hovedstyrelse.

Eleverne: Har man en superlærer, bliver man dygtig

Helle Bjerresgaard gik helt ind i skolen, hvor hun stillede skarpt på lærerens professionelle valg og på det, der skal til for, at eleverne åbner sig for læring.

"Har man en superlærer, bliver man dygtig. Har man en skodlærer, bliver man det ikke", sagde hun med afsæt i elevudsagn fra en undersøgelse, hun har gennemført i en række 9.klasser for at få viden om, hvordan de opfatter læreren. I elevernes optik går lærer og fag i ét - og er 'invitationen' fra læreren god, knokler man - og bliver god, lød en konklusion.

"Det er vigtigt at huske, at enhver lærerproces er et indre kaos hos eleven! Derfor har eleverne brug for en mur at spille bold op ad, og læreren skal være indstillet på at være den mur. Som lærere skal vi have styr på vore egne værdier", sagde Helle Bjerresgaard og understregede, at det er vigtigt at skelne mellem sine værdier som privatperson og som lærer. Pointen demonstrerede hun med sig selv som eksempel:

"Jeg hedder Helle Bjerresgaard. Jeg er mor til fire børn, hjemme har jeg 1000 bolde i luften, jeg roder og kommer tit for sent. Min familie siger, at jeg er utålmodig og snakker for meget. Jeg lider af migræne."

"Jeg hedder Helle Bjerresgaard. Jeg er lærer. I skolen har jeg ikke børn, men elever. Når jeg står i klassen fem minutter før, vi begynder, får jeg mange værdifulde oplysninger. Jeg har orden i tingene: parykker, farver, maling, sakse Jeg siger aldrig: 'I dag har jeg kort lunte, for jeg har migræne'. Det er uprofessionelt og svarer til, at tandlægen siger, når man ligger i stolen: 'Jeg har lidt migræne, og synsforstyrrelser i dag'. Hvem vil være tilfreds med det? Så hellere en sygedag."

"Vi skal agere som lærerprofession og melde klart ud, hvad vi står for. Som lærere. Vi skal vise, hvad vi vil med undervisningen. Og kunne være både kritiske over for os selv og kolleger", sagde hun.

'Hvordan oplever du, om en lærer er forberedt', var et spørgsmål i Helle Bjerresgaards elevundersøgelse. Et svar lød: 'Jeg kan sige det sådan: Det er mærkeligt, at kopimaskinen altid lige er gået i stykker hos en bestemt lærer'.

"Vi må spørge, om der er overensstemmelse mellem vores selvopfattelse og den person eleverne ser? Vi er selv med til at skabe vores læreridentitet gennem måden, vi løser vores opgave."

Eleverne er dygtige iagttagere, understregede hun.

"Som lærer kan jeg ikke bruge undskyldningen om, at elever ikke har lært hjemmefra, hvordan de skal opføre sig i klassen", sagde hun. "Hjemme opdrages de som deres forældres børn, i skolen opdrager læreren dem - socialiserer dem til at leve i klassen. Det er en del af lærerens ansvar."

Folkeskolen går på tre ben, konkluderede Helle Bjerresgaard: det faglige, det socialiserende og det demokratisk dannende. Som lærerprofession skal vi forholde os til den samlede helhed.

Mig-skole eller fælles-skole

Derefter tog fremtidsforskeren over. Anne-Marie Dahl skitserede fire mulige scenarier for skolen om ti år. Først to individcentrerede, som hun kalder henholdsvis 'selv-optimering', og 'selv-skabelse'. Den første prioriterer 'fornuft'. I den fremtid optimerer jeg mit forbrug og min indsats på arbejdet, og jeg ser offentlig service som et velfungerende bagland for mig.

I skolen er lærerne leverandører til et marked, og alt måles, testes og evalueres. For eksempel med Pisa og karaktersammenligninger på nettet.

Fremtids-scenariet med selv-skabelse i centrum vægter en individualisme, der bygger på 'følelser'. Livet i den fremtid består af konstante valg, og det er kun mig, der kan vælge for mig. Mine relationer til andre er flygtige og vurderes på, om der er noget i dem for mig. Det kreative og følelsesmæssige er vigtigt for mig - og det kan ikke måles.

Læreren er min oplevelsesguide, og hver elev har sin logbog, hvor refleksionerne om mig selv er i fokus.

Tredje og fjerde scenario har 'det fælles' i centrum. I 'kanon-fællesskabet' har man 'fornuft'-fællesskaber. Man skaber gensidig forståelse og enighed om normer - om kanon. Den fælles forståelsesramme om en grund-viden skal forhindre kaos.

Læreren er dannelseskonsulent. Alle elever synger de samme sange fra samme sangbog, og alle får for eksempel H.C. Andersens eventyr med hjem. Der er forældreundervisning.

Det sidste scenario, 'knage-fællesskabet' er et 'følelses'-fællesskab. Vi har behov for at føle fællesskabet og for at spejle os i hinanden. Vi har fælles værdier, etik og traditioner. Alle bidrager i teamet. Samarbejdsevner og sociale kompetencer er i høj kurs.

Læreren er proceskonsulent. Man bruger for eksempel materialer som 'Trin For Trin' og øvelsen 'Den Gode Stol'.

Oplæg til bred medlemsdebat

Med afsæt i de fire spidsvinklede scenarier kastede hovedstyrelsen sig ud en proces med individuelle skriveperioder, gruppearbejder, kreative fremlæggelser, fælles diskussioner og nye gruppedrøftelser. Efterhånden udkrystalliserede der sig en række udsagn om ønsker for fremtidens skole, som hovedstyrelsen skal arbejde videre med på sit møde i juni og. I efteråret og til vinter vil man derefter lægge op til en bred diskussion, hvor alle medlemmer kan være med.

Parallelt med hovedstyrelsens indholdsdiskussioner er sekretariatet i fuld gang med at planlægge konferencer, kurser og møder.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

DLF-projekt om fremtidens skole

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS