"Regeringen præsenterer folketingets partier for en færdig folkeskolereform, der er blevet til under lukkede forhandlinger med kommunernes interesseorganisation. Det betyder jo nærmest, at regeringen giver folketinget valget mellem at være nikkedukker eller at blive sat udenfor døren, når det gælder den kommende udvikling af folkeskolen", siger næstformand i Danmarks Lærerforening Stig Andersen.
"Det er ikke godt for skolen, at der laves politik på den måde. Som professionelle må vi protestere, når der tales økonomi før man fastlægger rammerne i folketinget. Det er jo helt bagvendt. Det her lugter fælt af, at regeringen er mere optaget af skatte- og afgiftsstoppet end af valgløfterne om en reel forbedring af kvaliteten i folkeskolens undervisning", siger Stig Andersen.
Regeringen og KL har talt meget om fleksibilitet i folkeskolen, men Stig Andersen mener, at det oplæg til en folkeskolereform, som nu er aftalt, i højere grad stækker skolernes muligheder for fleksibilitet:
"Mange ting i oplægget kan allerede lade sig gøre i dag. Hvis man vil arbejde med holddannelse giver folkeskoleloven vidtgående muligheder for dette. Men der har været talt om holdstørrelser på 60 elever. Det er forrykt i forhold til undervisningen - og umuligt med de fysiske rammer vi har i skolen. Hvis en skole ønsker at organisere sig i faser/afdelinger, kan man i dag vælge det. Men regeringen og KL lægger op til at indsnævre rammerne for hvilken slags skole man kan vælge at have. Jeg har svært ved at se, hvorfor man fra centralt hold skal indskrænke skolernes valgfrihed", siger han og tilføjer, at "det er fuldkommen misvisende at tale om forenklinger, når det handler om at ophæve bestemmelser i folkeskoleloven, der skal sikre kvalitet i folkeskolens undervisning".
Danmarks Lærerforening er dog glade for ét element i aftalen, nemlig planen om et bindende minimumstimetal for fag og fagblokke:
"Men kun hvis det giver reelle forbedringer, så vi får indsnævret de alt for store forskelle mellem kommunerne og sikret alle elever et tilstrækkeligt antal undervisningstimer".
DLF kritiserer skarpt folkeskoleforhandlinger bag lukkede døre
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.