Over de næste tre år skal kommunerne spare fire milliarder kroner. Folkeskolerne står for skud, og allerede nu har en lang række kommuner sat navne på afskedigelser af lærere.
"Det her er virkelig dramatisk. Hverken vi eller befolkningen har gjort sig klart, hvor stor betydning det har", siger formand for DLF Anders Bondo Christensen.
Svært at leve op til folkeskoleloven
"Når man i Odder nedlægger 20 procent af lærerstillingerne, så vil det gå ud over undervisningen. Vi frygter, at forældrene siger, at det, folkeskolen kan tilbyde, ikke er godt nok og i stedet vælger private skoler. Så har vi for alvor undermineret folkeskolen".
Anders Bondo vurderer, at det nogle steder bliver svært at gennemføre en forsvarlig undervisning:
"I nogle kommuner er vi nede på et niveau, hvor jeg har svært ved at se, at folkeskolen kan fungere, hvis den skal leve op til målene i folkeskoleloven".
Fornuftig hverdag på nye vilkår
Han giver ikke meget for regeringens udmeldinger om, at faldende elevtal kan begrunde de massive besparelser.
"De besparelser, vi ser her, rækker langt ud over, hvor meget elevtallet falder. Det burde politikerne erkende. Alt andet er at kamuflere virkeligheden".
Kredsformændene er samlet i dag for at se på, hvordan man sikrer flest mulige resurser til folkeskolen og blive klædt på til den nye virkelighed, hvor lærerne skal undervise ud fra nogle helt nye rammer.
"Der er nogle skoler, hvor vi skal ud og tage os af de medlemmer, der er ramt af afskedigelser. Vi skal sørge for, at de, der er tilbage, kan få en fornuftig hverdag med de nye vilkår".
"Vi må gå ud og gøre alt, hvad vi kan for at fortælle, at vi ikke når statsministerens mål om at sikre Danmarks muligheder i fremtidens konkurrence. Det er et mål, vi er meget enige i. Men vi er i fuld gang med at løbe væk fra det med så mange besparelser".
Lærerstillinger og elevtal
Over hele landet nedlægges lærerstillinger. Langt fra alle bliver begrundet med faldende elevtal.
Vejle nedlægger 77 stillinger - 16 begrundes i faldende elevtal
Faaborg/Midtfyn nedlægger 18 stillinger - 5 begrundes i faldende elevtal
Hedensted nedlægger 32 stillinger - ingen begrundes i faldende elevtal
Randers nedlægger 11 stillinger - ingen begrundes i faldende elevtal
Kolding nedlægger 90 stillinger - ingen begrundes med faldende elevtal
Lolland nedlægger 25 stillinger - 5 begrundes med faldende elevtal
DLF holder krisemøde om besparelser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.