"Vi skal have sat fokus på, hvor det er givtigt, at der er to lærere i undervisningen og den faglighed, det kan give", siger formand for skole og uddannelsespolitisk udvalg i DLF Bjørn Hansen.
Dermed hilser han Ministeriet for Børn og Undervisnings indsats for at finde svaret på, om det er pædagoger eller en ekstra lærer, der giver de bedste resultater, velkommen.
Forsøg: Hvad virker bedst - ekstra lærer eller pædagog?
Ønske: Fasthold elever i normalklassen
En række forskere tilknyttet Aarhus Universitet skal stå bag lodtrækningsforsøgene, der skal give svar på, hvordan man bedst fastholder eleverne i normalklasser. 105 skoler skal deltage. På 35 skoler skal der tilknyttes en ekstra lærer, på 35 skoler skal det være en pædagog, og 35 skoler skal være kontrolgruppe, hvor der ikke tilføres ekstra personer.
"Vi vil se på, hvordan den her indsats påvirker deres læring. Det forsøger vi at måle på de nationale test i dansk og matematik. Vi vil også gerne måle effekten på elevernes trivsel. Det vigtigste, vi vil måle på, er, i hvilket omfang eleverne bliver i klassen frem for at ryge over andre steder på skolen eller uden for skolen i specialtilbud", siger professor i økonomi på Aarhus Universitet Michael Rosholm og understreger, at "hensigten er, så mange så muligt forbliver integreret i sammenholdet i klassen".
DLF bliver inviteret med i designfasen
Det endelige forsøgsdesign er endnu ikke klart. Men DLF kan forvente en invitation til at komme med bidrag til, hvordan man sammensætter forsøget bedst muligt.
"Inden for den næste måned skal detaljerne i forsøget fastlægges. Dér skal både Danmarks Lærerforening, pædagogerne og de kommuner og skoleledere, der melder sig, med, så de er med til at designe indsatsen. I designfasen skal vi have så bred ekspertise som muligt, så vi undgår at lave nogle uhensigtsmæssigheder, når vi nu skal ud og designe", siger Michael Rosholm.
Bjørn Hansen glæder sig over den udmelding.
"Det er godt at blive inddraget. Det er vigtigt at gøre det på den rigtige faglige baggrund", siger Bjørn Hansen.
Han opfordrer kredsene til at hjælpe de skoler, der måtte være interesserede i at deltage i forsøget.
DLF hilser to-lærerforsøg velkommen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.