"Alle vore opgaver skal måles, kontrolleres og konkurrencesættes. Alt skal markedgøres".
Sådan indledte konferencier Jakob Bang fra FOA mandag konferencen på Hotel Nyborg Strand.
"Det er som om den fælles trylleformular til omsorg er, at mennesker konkurrerer indbyrdes".
De tre faglige organisationer havde ikke svært ved at blive enige om, at regeringens ønsker om mere privatisering i den offentlige sektor er løbet af sporet. De tre fagforeningsformænd er enige om, at det op til kommunalvalget gælder om at få øget bevillingerne til velfærd, få færre test og mindre kontrol og mindre privatisering. De havde indkaldt til fælles stormøde, hvor deltagerne var blevet placeret kommunevis for sammen at være med til at søsætte nye lokale strategier, der kan påvirke politikerne op til kommunalvalget.
"Det er kendetegnende for lærere, at de er enormt engageret i deres arbejde", sagde DLF's formand Anders Bondo Christensen. "Vi skal skabe forståelse for, at der skal være rammer, hvor det engagement kan udfolde sig".
"Vi skal angribe det her for at være manglende tillid", sagde FOA-formand Dennis Kristensen. "Dem der står ud hos borgerne, er dem, der ved bedst".
Norge har fundet alternativer
Asbjørn Wahl er rådgiver for den norske fagbevægelse og daglig leder af det norske samarbejde: "For velferdsstaten". Samarbejdet består af en bred alliance af både fagbevægelsen, politikere og mange andre. Den offentlige sektor i Norge har ligesom i Danmark været præget af privatisering. Målet for alliancen var blandt andet at standse privatiseringen, ændre den offentlige mening om privatisering og presse socialdemokratiet mod venstre. På alle punkter er alliancen nået langt, fortalte Asbjørn Wahl.
"Vi måtte forandre det politiske styrkeforhold. Vi måtte have socialdemokratiet til venstre. Når der nu ikke findes bevis for at New Public Management virker, hvorfor så fortsætte med det", sagde Asbjørn Wahl.
Derfor begyndte de norske organisationer i fællesskab at udvikle et alternativ til markedskonkurrence. De indgik tre-årige aftaler med en række kommuner, hvor kommunerne skulle mobilisere de ansatte til at videreudvikle og forbedre kvaliteten på de offentlige ydelser. Betingelserne var, at det ikke skulle bygge på privatisering og konkurrence.
"Vi må konfrontere nyliberalistisk tænkning med vores eget, og i modsætning til dem, har vi et forskningsmæssigt bevis på, at mennesker er solidariske", siger Asbjørn Wahl.
Danske organisationer mangler alternativer
Men kommunikationsekspert Lotte Hansen mener, at de danske organisationers samarbejde for mere velfærd har udsigt til store forhindringer på vejen.
"Jeg tror ikke, I kan lave den norske model", siger hun og uddyber, at det ikke er nok at være i opposition til den siddende regering. "I skal være mere operationaliserbare i, hvad I vil gøre og ikke bare sige, hvad I ikke vil".
Og så remsede hun op, hvordan de tre organisationer ikke er helt enige i, hvor det er vigtigt at sætte ind. FOA vil ikke måles på tid, de ønsker tillid. BUPL vil ikke måles på forældretilfredshed, men derimod på en faglig vurdering af om indsatsen virker, mens DLF gerne vil måles, dog kun af de systemer, de selv laver, og så vil de have mistillid erstattet af tillid og samarbejde.
"Det er en svær start det her", lød det fra Lotte Hansen.
Hun opfordrede de lokale foreninger til at finde cases frem og have dem klar i skuffen, når journalisterne op til kommunalvalget ringer.
"I skal sætte nogen til ansvar for de problemer, I har. I bliver nødt til at lave nogle issues. I kan ikke bare sige, at I er imod individualisering og markedsgørelse. Det er ikke godt nok", lød hendes opsang til forsamlingen.
DLF, FOA og BUPL går til fælles kamp for velfærd
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.