"Vi er bekymrede over den lukkede proces og utålmodige efter at finde ud af, hvad der sker med DPU", siger Dorte Lange, der er formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening (DLF).
"Vi ønsker et lærernes universitet, som kan give et videnskabeligt grundlag for lærernes grund- og efteruddannelse", tilføjer Dorte Lange.
"Vi vil have et sted, hvor vi kan hente forskning til vores virke i skolen, og der er DPU uovertruffen. Det vil være en katastrofe, hvis det forsvinder på Aarhus Universitet. Hvis det sker, må vi sammen med kommunerne og professionshøjskolerne arbejde på at få etableret et samarbejde med uddannelsesvidenskabelige miljøer på andre universiteter", siger hun.
DPU befinder sig i et vadested
End ikke tillidsrepræsentant på DPU Jette Benn kender rektoratets planer med hendes og kollegaernes arbejdsplads. "Vi står i et vadested", siger hun.
"Ledelsen har ikke meldt noget ud om det faglige indhold i en ny organisation, så derfor har der ikke været nogen substantielle diskussioner", siger Jette Benn.
Medarbejderne ved for eksempel ikke, om DPU skal splittes op og spredes ud på institutter på Aarhus Universitet, eller om DPU kommer til at fortsætte som et selvstændigt institut for uddannelsesforskning under det nyoprette Faculty of Arts.
"Det er utilfredsstillende. Vi har været igennem mange forandringer de seneste 10 år. Jeg vil ikke sige, at man bliver ligeglad, men man putter sig og håber, at man ikke bliver flyttet til Aarhus", siger Jette Benn.
Danmarks Lærerhøjskole blev fusioneret med Danmarks Pædagogiske Institut til DPU for 10 år siden og fik dermed en ny institutstruktur, som blev brudt op og sat sammen på en ny måde for tre år siden, da DPU blev fusioneret med Aarhus Universitet.
Nu skal dén institutstruktur så brydes om. En mindre arbejdsgruppe arbejder i øjeblikket på et oplæg til en ny organisering, som bliver sendt i høring blandt medarbejderne på DPU den 29. De vil få to uger til at afgive høringssvar, og en måned senere - den 9. marts - vil ledelsen så fremlægge for offentligheden og medarbejderne, hvad der skal ske med DPU.
Medarbejderne på DPU ønsker, at DPU kan fortsætte som et samlet uddannelsesvidenskabeligt miljø, der samarbejder med andre institutter på Faculty of Arts, siger Jette Benn.
Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra rektor og dekan på Aarhus Universitet.
DLF: En katastrofe, hvis DPU forsvinder
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.