I øjeblikket fokuserer Berlingske Tidende i en række artikler på danske investeringer i otte afrikanske lande, som alle har problemer med blandt andet korruption på statsligt niveau.
De pågældende lande er Uganda, Nigeria, Elfenbenskysten, Republikken Congo, Den Demokratiske Republik Congo, Gabon, Angola og Senegal.
Artiklen 'Lærere køber stats-obligationer i Uganda' fortalte, at Danmarks Lærerforening har investeret godt 50.000 kroner af fagforeningens strejkemidler i ugandiske statsobligationer.
Uganda er blandt verdens mest korrupte lande, og da penge fra køb af statsobligationer ikke er øremærkede, er det så godt som umuligt at kontrollere, hvad pengene bliver brugt til.
I forbindelse med artiklen udtalte Anders Bondo Christensen, at DLF ikke skal drive udenrigspolitik, og at fagforeningen ikke investerer i lande, hvis Udenrigsministeriet fraråder det.
Investeringer skal følge retningslinjer De ugandiske statsobligationer er dog ikke købt af DLF selv. Som det er tilfældet hos en række andre fagforeninger, har DLF engageret en gruppe porteføljemanagere i forskellige investeringsforeninger til at stå for investeringerne.
Godt to milliarder kroner fra DLF's konfliktfond er på den måde investeret i fast ejendom, aktier og obligationer.
Oskar Trieb, økonomichef hos DLF, fortæller, at det vil kræve enorme resurser at skulle overvåge hver eneste investering, der foretages. Fagforeningen har derfor udstukket en række retningslinjer til de porteføljemanagere, der forvalter investeringerne. Så længe disse retningslinjer bliver fulgt, behøver porteføljemanagerne ikke yderligere godkendelse af investeringerne fra DLF.
"De retningslinjer, vi har givet, handler blandt andet om, at de ikke må investere i børnearbejde eller våbenproduktion. Men det her med statsobligationer er simpelthen ikke noget, vi har tænkt over," siger Oskar Trieb.
Fagforeninger har ikke fravalgt Uganda I Berlingske Tidendes artikel fremgår det, at en række andre fagforeninger, heriblandt FOA, 3F, Dansk Metal, HK, Lægeforeningen, DJØF, Dansk Sygeplejeråd og Dansk Journalistforbund, har fravalgt investeringer i de afrikanske lande, Berlingske Tidende har sat fokus på.
Der er dog en god forklaring på at disse fagforeninger ikke har statsobligationer i for eksempel Uganda. Hovedparten af dem har således slet ikke investeringer i udenlandske statsobligationer, viser en rundspørge foretaget af folkeskolen.dk.
Mogens Kring Rasmussen, administrerende direktør i Djøf, understreger, at der i forhold til Djøfs investeringer ikke ligger et bevidst fravalg af de lande, Berlingske Tidende har fokuseret på.
"I Berlingskes artikel kan det godt se ud som om, vi ikke investerer i de her lande på baggrund af et bevidst valg. Og sådan er det altså ikke," siger han.
Ligesom DLF har Djøf sat en række investeringsforeninger til at foretage og varetage investeringer for fagforeningen inden for nogle bestemte retningslinjer.
Investorer: Økonomien kommer i første række Eskild Bak Kristensen, direktør for Sydinvest, som købte de ugandiske statsobligationer for DLF's midler, fortæller, at investeringsforeningen først og fremmest investerer ud fra, hvad der forventes at give et godt økonomisk afkast.
Han vurderer dog, at der ofte er en sammenhæng mellem de økonomiske og etiske interesser.
"Etik er selvfølgelig et flot ord at bruge i den her sammenhæng, for vores udgangspunkt er primært økonomisk. Men hvis et land har vækst, får bedre styr på deres finanser, og eventuelt er i gang med en demokratiseringsproces, så viser det sig ofte at blive en god investering," siger han. Flere afrikanske lande gennemgår en økonomisk udvikling, der kan gøre dem til forretningsmæssigt interessante investeringer. Der er dog altid risici forbundet med disse investeringer, fortæller Eskild Bak Kristensen.
"Hvis vi kun købte statsobligationer i ét land, for eksempel Uganda, og der så pludselig kom et militærkup, så ville der være stor risiko for, at vi ville tabe mange penge. Derfor spreder vi vores investeringer på langt flere lande og formindsker derved risikoen betydeligt. Det gør vi netop fordi, vi ved, vi kan tage fejl," siger direktøren.
Han indrømmer, at Sydinvest af og til har lavet fejlvurderinger, også i forhold til etik.
"Vi så egentlig gerne, at der kom nogle internationale retningslinjer på det her område. For vi er selvfølgelig kede af, når der kommer kritik. Vi mener, at vi gør det rigtige og investerer efter de regler og retningslinjer, der er i øjeblikket," siger han.
DLF: Umuligt at sikre sig helt På trods af Berlingske Tidendes artikelserie har DLF ikke foretaget ændringer i forhold til retningslinjerne, fortæller økonomichef Oskar Trieb.
"De pågældende ugandiske statsobligationer er faktisk blevet solgt, men hovedstyrelsen i DLF har ikke drøftet investeringspolitikken på baggrund af historien," siger han.
Oskar Trieb vurderer, at der altid vil være en risiko for, at der kan komme kontroversielle oplysninger frem i forhold til investeringer, og at det vil være næsten umuligt at sikre sig imod det.
"Vi investerer jo ikke i noget, hvis vi på forhånd er opmærksomme på, at der er noget uheldigt ved det. Men hvis vi skal sikre os fuldstændig mod, at der kan sættes en finger på et eller andet ved investeringerne, så er der ikke ret meget tilbage, vi kan investere i," siger han.
DLF ændrer ikke investeringspolitik trods beskyldninger om 'blodobligationer'
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.