Mange rejsende mindes med glæde eller gru den mad, de har fået på rejsen. Tivoli en varm sommeraften med smørrebrød og snaps er i "Dining with the Danes" nævnt som et glædeligt minde om den danske kogekunst. Lynn Andersen ønsker at gøre det muligt at genopleve en bid af disse minder. Med kogebogen kan man genskabe de danske retter hjemme i eget køkken.
Kogebogen indeholder mange af de traditionelle retter som bøf med løg, frikadeller, rødgrød, og så er der opskrifter på rugbrød. Hvert afsnit indledes med en meget kort fortælling om en del af Danmark, ved fiskeafsnittet bliver der for eksempel fortalt om Bornholm.
Som dansker er det interessant at se, hvilke retter der hives frem, og hvilke historier der bliver fortalt om landet. Denne bog er selvfølgelig én persons vurdering, men Lynn Andersen kommer godt rundt om de retter, der har været og er typiske for det danske køkken.
"Dining with the Danes" giver et godt bud på, hvad traditionelle danske retter er, og hvordan de tilberedes. I forhold til de særlige omgivelser, hvor maden forhåbentlig er blevet nydt, savner jeg flere beskrivelser og flere historier om Danmark. Der er kun nævnt meget få steder, og de, der er nævnt, beskrives meget kort.
Men "Dining with the Danes" er et udmærket bud på en souvenir, turister kan købe med hjem fra Danmark i stedet for et krus eller en T-shirt.
Dining with the Danes
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.