Da Helle Thorning-Schmidt nævnte sport og bevægelse i folkeskolen under Folketingets åbningstale, vakte det glæde i Danmarks Idrætsforbund.
Sidste år lancerede organisationen et skolepolitisk udspil med en vision om, at Danmark skal have verdens mest aktive folkeskole, og DIF vil nu forsøge at udnytte statsministerens fokus på idræt og bevægelse som en del af hverdagen i folkeskolen.
"Bevægelse og motion er vigtige redskaber i bestræbelserne på at få velfungerende børn i folkeskolen. Vi er klar til at hjælpe med til at få visionen til at blive til en reform, og vores skolepolitiske udspil er et katalog af forslag, som regeringen kan plukke fra i det kommende arbejde," siger DIF's formand, Niels Nygaard.
Korte idrætsmoduler ind i undervisningen For nylig præsenterede DIF sit udspil for Ministeriet for Børn og Undervisning, og organisationen vil arbejde politisk for at få dele af udspillet ind i den kommende folkeskolereform.
"Bevægelse og motion bør i endnu højere grad integreres som læringsredskab i andre fag. Desuden bør skoledagen ud over idrætstimerne indeholde kortere moduler med idræt og fysisk aktivitet, som vil bidrage til at styrke elevernes koncentrations- og indlæringsevne. Disse ting bør regeringen tage med i de kommende folkeskoleforhandlinger" siger Niels Nygaard.
DIF: Sportstrænere skal ind i folkeskolen I sin tale åbnede statsministeren op for, at lærere og pædagoger skal arbejde sammen om idrætsundervisningen i de store klasser.
DIF ønsker at gå et skridt videre, så også uddannede trænere fra for eksempel DIF's foreninger kan indgå i idrætsundervisningen.
"Ved at inddrage trænere fra foreningerne i idrætsundervisningen vil vi kunne højne kvaliteten i undervisningen. Trænerne vil kunne præsentere eleverne for et idrætsbillede, der er meget varieret. Dermed får alle elever de bedste muligheder for at finde en idrætsaktivitet, der passer lige præcis til dem," siger DIF-formand Niels Nygaard.
DIF vil udnytte åbningstale om mere bevægelse i skolen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.