Diagnoser står stærkt i det specialpædagogiske arbejde

"Udviklingen er paradoksal i en tid, da vi taler om barnet i problemer, samtidig med at vi etiketterer stadig flere børn med problemer. Vi gør op med opfattelsen af, at det enkelte barn er problembæreren og retter snarere fokus mod omgivelserne ud fra en opfattelse af, at problemet er opstået i mødet mellem barnet og dets omgivelser".

Det skriver lektor Susan Tetler fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i det nye nummer af Tidsskriftet Specialpædagogik, der denne gang giver pejlinger på faget specialpædagogik.

Over for omgivelsernes indflydelse på barnet står et medicinsk syn, som har en mere individorienteret forståelse af problemet. Det rejser flere spørgsmål, mener Susan Tetler.

"Først og fremmest, hvad det gør ved os som pædagogisk professionelle, at vi nu også skal forholde os til en lægelig professionalisme. Og hvilke konsekvenser vil den øgede medikalisering af problemer i dagtilbud og skoler få for indhold og organisering af de iværksatte pædagogiske foranstaltninger?"

Det medicinske sprog passer ikke til skolen

Diagnosen kan forstås som en beskrivelse af årsagen, som i skolen skal omsættes til pædagogisk handling. Men det går ikke at udlede den pædagogiske handling af diagnosen, fordi skolen er et socialt system, som ikke kan kontrolleres, fremhæver Susan Tetler.

"Det er nødvendigt at skabe et pædagogisk/professionelt sprog i stedet for det medicinske sprog, som ikke passer ind i skolens kulturgrundlag. På den måde står vi i et dilemma: Vi er fanget ind i en medicinsk orienteret kundskabstradition, som ikke er forenelig med de principper om nærhed og mindsteindgreb, som specialpædagogiske indsatser har været forpligtede på siden 1969".

Lærerne har brug for indsigt og viden

Susan Tetler har netop afsluttet projektet 'Pædagogiske vilkår for elever i komplicerede læringssituationer'. Her siger lærerne, at de har brug for 'specialistviden' om diagnosen, og om hvilke hensyn de skal tage på baggrund af diagnosen. Men samtidig ser det ud til, at de er skeptiske i forhold til udelukkende at arbejde ud fra specialistviden.

"De taler om andre dimensioner som 'det at mærke efter' og 'at lære at kende', som ikke kan tilegnes via studier i diagnoser og udledte undervisningsmetoder og specifikke modeller. Lærerne efterspørger en viden, som er relateret til deres praksis og dækker de udfordringer, som praksis rummer", skriver Susan Tetler i tidsskriftet.

Problemet er imidlertid, at de anvendte forklaringsrammer er for ensidige til at begribe de komplekse problemstillinger, som børn og unge i dag geråder udi, mener hun.

"Når den pædagogiske behandling og metode samtidig har en tendens til at udspringe af diagnosen, er der alvorlig fare for, at for mange børn og unge i dag 'fejldiagnosticeres' og dermed 'fejlbehandles'".

Lærerne skal tage del i diskussionen om diagnoser

Det er vigtigt for kvaliteten af det specialpædagogiske arbejde, at professionen involverer sig i diskussionen om den hyppige brug af diagnoser og deres betydning for det specialpædagogiske arbejde, lyder det fra Susan Tetler.

"Og frem for alt på en måde, som åbner for mere nuancerede forståelser af, hvad der kan forårsage problemer for nutidens børn og unge", understreger hun.

I temaet peger Susan Tetler på to andre udfordringer for specialpædagogikken, nemlig de stadig større sociale og kulturelle forskelle mellem forældrene og elevernes tiltro til sig selv.

Tidsskriftet Specialpædagogik udgives af Danmarks Specialpædagogiske Forening og Danmarks Lærerforening i fællesskab og udkommer seks gange om året. Læs mere via linket til højre.