"Jeg finder det ekstremt problematisk, at kommende folkeskolelærere bliver undervist i en bog, der dikterer kongehusets nedlæggelse, som vil fjerne julehyggen og forlanger at kristendommen skal ud af folkeskolen, hvorfor jeg straks vil bede Bertel Haarder rette henvendelse til uddannelsesstedet og bede dem fjerne "Medborgerskab fra teori til praksis" fra seminarernes pensum", siger Marlene Harpsøe. Hun foreslår samtidig at etablere et klageråd, der kan behandle klager over politiserende skolebøger.
En bevidst udfordring
Budskaberne er helt bevidst meget markante, forklarer bogens forfatter Helle Hinge, der til dagligt underviser på Læreruddannelsen Zahle i København. For der er tale om en anderledes lærebog med navnet Medborgerskab - fra teori til praksis, som skal udfordre de lærerstuderende til at diskutere de mest centrale værdier i det danske samfund: Åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Så de kan diskutere videre med eleverne.
Men det er langt fra alle, der er enig i den tilgang til lærergerningen. Undervisningsminister Bertel Haarder kaldte i går bogen for uklog og fordømmende men fastholdt, at det er op til læreruddannelsen, hvilke bøger der undervises i.
Dansk Folkeparti vil ikke desto mindre have bogen forbudt, fordi den er politiserende. Og fordi folkeskolen fortsat skal være en institution, der tager udgangspunkt i den danske kultur og dens traditioner.
Politisk ærinde
Men det er lige præcis det, bogen gør, mener Helle Hinge.
"Dansk kultur er netop at diskutere og give plads til forskellige holdninger. At forbyde min bog er derimod ikke dansk kultur. Det er ikke engang demokrati", siger hun til Kristeligt Dagblad.
I Religionslærerforeningen opfordrer formand John Rydahl alligevel både læreruddannelser og studerende til at forholde sig stærkt kritisk til bogen, som han dog kun har læst uddrag af. For Helle Hinge er ude i et politisk ærinde, og det bør hun forvalte i Folketinget, ikke i folkeskolen, mener han.
"Jeg synes, man skal tænke sig grundigt om, inden man gør bogen til pensum, for den trækker folkeskolen i en anden retning end den, der er lovfæstet: Nemlig at skolen også har til opgave at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur, herunder kristendommen, som vi kender den i fra folkekirken", siger han til avisen.
Positiv anmeldelse
I en anmeldelse af bogen, som blev bragt i fagbladet Folkeskolen nummer 5 fra 2009, er anmelderen Berit Rydahl Sørensen dog langt mere positiv.
I anmeldelsen skriver hun:
"Som lærer med "drive" mod skolens dannelsesopgaver kan man slet ikke komme uden om denne bog. Også lærerstuderende kan have stor glæde af den på én gang kortfattede og nuancerede bog. Forfatteren kobler elegant tænkere som Koch, Habermas og Dewey på, i det omfang det er relevant. Derfor er bogen en uundværlig introduktion til fagene kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab og pædagogik, men kan også bruges som håndbog i praktikken og i lærerjobbet, når teorien om medborgerskab skal omsættes til praksis".
Blandt de lærerstuderende tager man da også bogen med sindsro. En del af undervisningen er nemlig at være kildekritisk, pointerer formand for Lærerstuderendes Landskreds Line Hjarsø, og hun har heller ikke hørt klager over Helle Hinges bog eller andre holdningstunge lærebøger.
"Vi er vant til at forholde os aktivt og kritisk til, hvad der sker i samfundet, og hvad vi bliver undervist i. Godt materiale afhænger desuden af, hvordan man underviser i det", siger hun til Kristeligt Dagblad.
Fakta: Uddrag fra bogen
Om jul i skolen:
Folkeskolens nære bånd til kirken viser sig også, når nogle skoleklasser ved juletid går i kirke, bruger en dag på at klippe julepynt, spiller krybbespil, beder morgenbøn eller synger kristne sange ved morgensamlinger. I et flerkulturelt, og dermed flerreligiøst, samfund ville det være mere tidssvarende at fjerne disse religiøse elementer fra det offentlige rum, herunder folkeskolen.
Om religiøse fanatikere:
Et demokrati, som vil forbyde antidemokratiske bevægelser eller antidemokratiske demonstrationer, bliver selv et meningsdiktatur med indbygget sindelagskontrol.
Om kristne helligdage:
Assimilation eller marginalisering på grund af ens minoritetsidentitet ville dog kunne forhindres, hvis folkeskolen prioriterer at ligestille elever fra alle etniske og religiøse grupper og ikke favoriserer kristne grupper.
DF vil fjerne politiserende undervisningsbog fra læreruddannelsen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.