Det teoretiske fundament

Nyuddannede sygeplejersker er bedre til at diskutere Foucault og Habermas end til at lægge en forbinding. Sådan lød det i medierne, særligt Politiken, midt i august. Anledningen var, at en ny rapport fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut havde påpeget et betydeligt frafald på sygeplejerskeuddannelsen, og at den øgede vægt på teori var en af forklaringerne. Efter et par dages latterliggørelse af uddannelsen og kritik af de nyuddannede sygeplejersker fra lægers side bebudede undervisningsminister Bertel Haarder et indgreb: Sygeplejerskeuddannelsen og beslægtede uddannelser som for eksempel lærernes skal lægge øget vægt på praktik og mindre på akademisk teori.

Noget af kritikken var skudt ved siden af - for eksempel den udtalte forventning fra lægers side om, at nyuddannede sygeplejersker skulle have praktiske færdigheder på linje med erfarne kolleger. Det er en helt urimelig forventning, navnlig i betragtning af at læger efter endt kandidat­eksamen selv gennemgår en flerårig praktisk orienteret oplæring. Andre dele af kritikken havde tydeligvis skumle motiver, nemlig lægers ønske om at holde sygeplejersker på plads som deres underordnede medhjælpere snarere end som en ligeværdig profession.

Alligevel kan vi inden for lærerområdet lære noget af sygeplejerskeuddannelsens tur i medierne.

Først og fremmest kan vi lære, at en profession ikke opnår status og anerkendelse blot ved at have en teoretisk præget uddannelse. Det har ellers været en erklæret del af sygeplejerskernes strategi, at en videnskabelig og teoretisk præget uddannelse skulle være med til at sikre professionens status. Så let går det ikke. Faktisk blev effekten den stik modsatte: Sygeplejerskeuddannelsen blev gjort grundigt til grin med sarkastiske overskrifter og karikaturtegninger. Så hvis nogen inden for seminarie- eller lærerverdenen skulle gå rundt med den forestilling, at man kan hæve professionens status blot ved at give uddannelsen et mere akademisk og mindre praktisk indhold, er et godt råd: Glem det.

Dernæst er det værd at lægge mærke til, at kritikken af det teoretiske indhold i sygeplejerskeuddannelsen ikke ramte for eksempel sygdomslære, anatomi eller farmakologi. Tværtimod var reaktionen her snarere, at der måske er for lidt af den slags teori. Det, som blev gjort til grin som indhold i sygeplejerskeuddannelsen, var teoretisk orienterede sociologer og filosoffer som Foucault og Habermas plus den meget lange liste af samfundsvidenskabelige og humanistiske fag i uddannelsen.

Grunden til, at det var let for journalister og karikaturtegnere at latterliggøre Foucault og Habermas som led i sygeplejerskeuddannelsen, er naturligvis, at det umiddelbart ikke virker, som om man skulle blive nogen bedre sygeplejerske af at kende de to teoretikere. Nogle vil måske affærdige en sådan holdning som udtryk for en alt for snusfornuftig småborgerlighed, der vil reducere uddannelse til praktisk oplæring i den herskende og snart forældede praksis. Hertil vil jeg sige: Naturligvis er det vigtigt, at sygeplejersker og lærere uddannes til ikke blot at udøve faget, som det aktuelt ser ud, men også til kritisk at reflektere over det og at videreudvikle det. Og i den sammenhæng er det vigtigt at have forståelse for kommunikation mellem mennesker og for magtforhold i institutioner. Men en sådan forståelse er der nemmere veje til end dem, som går gennem Habermas og Foucault.

Ikke blot i sygeplejerske-, men også i læreruddannelsen.

Per Fibæk Laursen er professor på

Danmarks Pædagogiske Universitet

»Først og fremmest kan vi lære, at en profession ikke opnår status og anerkendelse blot ved at have en teoretisk præget uddannelse«