Det store stilehæfte er fortællingen om tvillingedrengene, der under en krig, overlades af deres elskede mor, til en heks af en mormor på landet.
Opvokset i byen, med dens civiliserede skoler og systemer - er skiftet til muddergrøftens bedstemor, selvsagt voldsomt. Men de har hinanden.
Med harmonika og klarinet hensættes handlingen og vi, i et østeuropæisk eksotisk melankoli-univers. Bagtæppet belyses hvidt, violet, rødt.. og danner (klang)bund for de forskellige stemninger og handlinger i stykket. Scenens sider er flankeret af husprofiler, der gør det ud for nabohus, tilstødende værelser med mere.
Gennem drengene møder vi verden for første gang: det nye, det svære, det onde, det skræmmende, det spændende og hemmelige, det hårde og smertefulde.
Holdt oppe og holdt sammen af de to drenges samhørighed.
Drengene er energiske og determinerede i deres møde med verden. Sammenbidte, nysgerrige og med stort gå-på-mod tager de de nye livsvilkår i besiddelse.
De er små drenge, der tilpasser sig den virkelighed der kommer - ikke ved at bøje nakken. Tværtimod tænker de konstant offensivt og konstruktivt i deres egen logik. Vi ser hvordan de er styret af en overordnet moral om at yde sit bedste, og hjælpe der hvor de bedømmer at hjælpen bør gives. Det være sig naboens følelsesmæssige forkrøblede pige med hareskår, eller den onde hekse-bedstemor.. Eller den anden. Som to, tænker de som en. Skræmmende og dragende er deres sammenhold og fælles styrke og enighed.
Det store stilehæfte er først og fremmest et portræt af disse to drenge. Et dybt og fascinerende portræt. En stor fortælling på over halvanden time.
Fortællingen ruller kronologisk frem. Drengene sætter sig konstant nye mål og prøvelser - de vil hærdes for at klare livet bedst muligt.
Da drengene vælger at støtte bedste-monstret, bløder hendes stereotype ondskab op - for mod slutningen at forsvare sine drenge. Deres kirurgisk-målrettede energi har effekt. De kan klare mere og mere - fra de store børn, der terroriserer, til præsten der misbruger Harerskår-pigen.
De dvæler ikke lang tid ved deres beslutninger. Pragmatiske og beslutsomme lægger de livet ned.
Krig og flugt er klædedragten som Theater La Balance har klædt stykket i.
Evig gyldigt, altid aktuelt. Men det er ikke det centrale i dette store stykke. Det er og bliver de to drenges historie.
I en tid hvor kulturel harmonisering og den om-sig-gribende fælles vestlige referenceramme gør sig gældende i beskrivelsen af unges liv i Danmark og verden som sådan, er det et frisk pust med noget gammel duft. En duft og stank af svundne tider og historiske spadestik i det forrige århundredes Europa.
Det store stilehæfte, den store fortælling
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.