»Nissernes ø« løber over skærmen og blander historie og fiktion, alvor og løssluppen underholdning og det foregår i Dansk Vestindien. Der er nu oprettet en direkte flyrute til øerne med henblik på at skaffe danske turister derud, og sådan er der mange tegn på, at øerne aldrig er blevet glemt.
Med mellemrum kommer også nye undervisningsmaterialer, som handler om denne del af vort lands så glorværdige fortid, og med god timing har forlaget sendt endnu et på markedet. I modsætning til Nissebandens projekt er det absolut seriøst og forfattet af folk, som har forsket i og skrevet om emnet gennem mange år, så det er rigtigt godt. Thorkild Hansen for skoleelever uden sammenligning i øvrigt men lige så velskrevet og spændende i indhold og meget mere indbydende i udstyr.
Hæftet omhandler den herostratisk berømte trekanthandel og tager udgangspunkt i slaveskibet Fredensborgs forlis ved Norge. Vi følger skibet i form af skibsjournalen på den fatale sidste tur fra København til Guldkysten, videre til øerne og hjemad igen. Undervejs berettes om stederne, folkene, vilkårene, politikken og menneskesynet på en levende og interessevækkende facon, hvor der med mellemrum vendes tilbage til skibsjournalen. Det hele er garneret med mange og meget velvalgte illustrationer, heriblandt enkelte nytegnede, men mestendels billeder fra tiden. Det hele indsat i en meget smagfuld helhed, som sammen med det oftest dramatiske stof nok skal kunne fange de fleste elevers interesse. Et meget anbefalelsesværdigt undervisningsmateriale.
I et forord knyttes forbindelsen til vor egen tid med omtale af moderne slavearbejde i Afghanistan. Man havde dog ikke behøvet at se så langt ud. I dag bliver unge, enlige, arbejdsløse mødre på kontanthjælp, som suppleres op til en kummerlig mindsteløn, tvangsaktiveret, det vil sige sendt ud for at arbejde for store rengøringskoncerner (velbjærgede aktionærer) og må forlade deres grædende børn midt om natten her tilbydes ingen pasningsmulighed. Glædelig jul.
Det sorte guld
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.