Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Det musiske og logiske

Medrivende og inciterende bog om pædagogik

Sten Larsen
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Forestil dig, at du er placeret midt i en stor labyrint. Du kender den ikke, men skal ud af den. Kan du din labyrintalgoritme, er det imidlertid ikke noget problem. Du følger blot den fremgangsmåde, algoritmen angiver med fire enkle, logiske regler. Keine hexerei. Du er ude, inden du aner det.

Derfor længe leve alt logisk, hvilket logikeren, matematikeren, datalogen og mange andre må bifalde. Men det er her, Steen Larsen sætter ind. For det logiske vil aldrig kunne udstyre os med vinger, løfte os op og give os overblik over labyrinten.

Selvom det logiske gør, at vi bogstaveligt kan finde ud af alverdens labyrinter, så sikrer det ikke, at vi nogensinde finder ud af labyrinterne - i betydningen at forstå. Og det er her problemet ligger. Bruges labyrinten som et billede på verden, er det Steen Larsens hovedpointe, at selv om man har tilegnet sig al tænkeligt logisk, så er man ikke nødvendigvis begyndt at beskæftige sig med verden selv.

Der argumenteres i bogen imod, at det logiske i sig selv skulle kunne etablere en egentlig erkendelsesproces. Det kan det ikke. Det logiske er derimod et uomgængeligt redskab for erkendelsen. Men netop kun et redskab. Al erkendelse er nemlig en musisk proces, og det egentlig erkendende er, som det siges, det musiske i os. 'At udvikle det musiske er derfor at udvikle evnen til at kunne erkende og forstå sin omverden'.

Det musiske bør med andre ord altid være målet og det logiske midlet. Men selv i skolen vendes tingene på hovedet, så midlerne bliver et mål i sig selv. Lær informationsteknologi, regn, skriv, læs. Det er formålet med at gå i skole. Nej, det er ej, siger Steen Larsen. 'Formålet med at gå i skole er at udvikle de kompetencer og den forståelse, der er nødvendig for at man kan håndtere de sager, der dukker op i ens liv som medborger i et demokratisk samfund, hvis styring og videre udvikling man må deltage i, men det kan man ikke, hvis man ikke kan regne, læse og skrive. At læse er et middel, at skrive er et middel, matematik er et middel, logik er et middel. Men i det nuværende uddannelsessystem gør vi dem til mål i sig selv.' Grundlæggende bliver det logiske ophøjet på bekostning af det musiske. Ikke som en naturlov, men fordi pædagogikken er middelmådig. Middelfikseret. Der er således en alvorlig ubalance mellem det logiske og musiske i undervisningen.

På trods af bogens markante synspunkter er den mere præget af det søgende og cirklende end det skarpt afgrænsende og definitorisk entydige. Man mærker klart bestræbelsen på at stille den musiske dimension centralt uden samtidig at gøre det musiske og logiske til et enten-eller, men et både-og i et korrekt afbalanceret forhold.

Det er ikke Steen Larsens anliggende at vurdere de fag, vi i snæver forstand kalder musiske, men der bruges dog en del plads på at diskutere 'det alment musiske', som det kaldes, inden for tre udvalgte områder: billeder, litteratur og musik. Hvem har i den sammenhæng tidligere hørt om den romantiske eller den protestantiske begrundelse for at læse litteratur? Begge falske begrundelser i øvrigt. Forklaringerne er i bogen, hvor Steen Larsen er sædvanligt velskrivende, sine steder direkte medrivende og under alle omstændigheder inciterende. Det er forholdsvis sjældent, man kan sige det om pædagogisk-teoretisk litteratur.

Igen en væsentlig udgivelse i rækken af bøger fra forfatterens eget forlag.

Redaktionel oplysning til læseren: Nej, det er ikke Steen Larsen, der anmelder sin egen bog, men Sten Larsen med ét e!

Det musiske og det logiske

Af Steen Larsen

132 sider, 132 kroner

Eget Forlag

Rygårds Allé 25 B, 2900 Hellerup, fax 3962 3321

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Det musiske og logiske

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS