Så har rækken af populære og aktive værkstedsbøger til natur/teknik fået sin egen kopimappe. Heri er i alt 88 ark til fri kopiering, og de dækker tilsammen seriens tolv forskellige titler med emner som Dyr i vand, Former, Fugle, Magneter, Papir, Universet og Varme.
Emnerne lægger sig godt op ad de centrale kundskabs- og færdighedsområder for faget, og serien kan således være med til at danne en god del af grundstammen i en årsplan på de første klassetrin. Seriens kendetegn er, at den lægger op til undren, undersøgelser og eksperimenter og vel at mærke via naturvidenskabelige arbejdsmåder og tankegange bringer eleverne frem til at stille spørgsmål, diskutere og vurdere.
Hæftet indledes med en ganske kort, generel introduktion til natur/teknik. Her gengives dele af Klare Mål, som de her stadig kaldes, og her er praktiske råd om undervisning på de første klassetrin. Kopiarkene til hver titel indledes med en lærervejledning, hvor målet for at arbejde med emnet beskrives, og til udvalgte sider i elevhæftet leveres klare, faglige-metodiske kommentarer til øvelsen eller oplægget.
Selve kopiarkene består af korte tekster, anskuelige arbejdsgange, udfyldningsskemaer og vejledninger samt rigtig mange stregtegninger i sort/hvid. Så selv om mange elever måske ikke kan læse al tekst, så når man langt ved blot at følge de visuelle anvisninger. Egentlig egner materialet sig fortrinligt til at blive lagt på forlagets hjemmeside til udprintning alt efter behov, men det er naturligvis en helt anden historie.
Sammen med de tolv elevhæfter giver denne mappe rigtig gode muligheder for at sammensætte og igangsætte kvalificerede forløb i faget også for den ikke-linjefagsuddannede underviser.
Det handler om
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.